Åbent brev til Karen Ellemann

7 November 2016

Kvinderådets styrelse ser med stor bekymring på LOKKs økonomiske situation, der reelt vil betyde lukning af sekretariatet ved årets udgang, hvis der ikke findes en hurtig løsning. Vi vil derfor opfordre dig til at gå i dialog med LOKK og med folketingets øvrige partier med henblik på at finde en løsning, så LOKK undgår lukning af det helt nødvendige sekretariat.

 

Derfor er LOKKs sekretariat så vigtigt:

 

  • LOKK er med til at sikre en høj kvalitet på krisecentrene til gavn for dem, det handler om - de voldsudsatte kvinder og deres børn.

  • LOKK sørger for, at krisecentrene har et værktøj, der giver overblik over, hvor der er ledige pladser.

  • LOKK har en faglig ekspertise, som er efterspurgt hos dem, der arbejder med voldsudsatte kvinder og deres børn.

  • LOKK er et helt nødvendigt bindeled mellem krisecentrene og de politiske beslutningstagere, f.eks. i forbindelse med udarbejdelse af høringssvar og direkte kontakt med politikere.

  • LOKK taler de voldsudsatte kvinders sag i offentligheden.

  • LOKK besidder fagligt velfunderet viden på området, hvilket er med til at inspirere til en endnu bedre indsats, både i Danmark og i de lande, Danmark samarbejder med.

  • LOKK bidrager meget aktivt og kompetent til debatten om, hvordan vi som samfund kan blive bedre til at forebygge kønsbaseret vold.

     

    Samlet set varetager LOKK en vigtig samfundsopgave til gavn for voldsudsatte kvinder og deres børn - og dermed for os alle sammen, og vi kan ikke få øje på andre aktører, der forener de erfaringer og kompetencer, LOKKs arbejde bygger på. Vi kan derimod meget let se det ressourcespild, som en lukning af LOKKs sekretariat uundgåeligt vil medføre.

     

    Vi håber  på din medvirken til at finde en løsning.

     

    Venlig hilsen

    Nanna Højlund

    forkvinde


Niels Hemmingsens gade 10 Postboks 1069, 1008 Kbh. K Tel/fax.: 3312 8087/3312 6740
Udgiv indhold