Prostitution. Det skal du bruge 2 timer på.

15 September 2015

DR sendte i weekenden 12-13 september flere gode udsendelser med fokus på prostitution. Udsendelserne er, specielt ovenpå Amnesty Internationals kontroversielle beslutning fra august om at gå ind for en fuldstændig legalisering af bordeldrift og rufferi og den debat der fulgte med, meget aktuelle.

Vi linker nedenfor til to af udsendelserne, som vi synes man bør se. Det er to meget forskellige udsendelser. Den ene har stor-bordel drift og liberalisering af prostitutions markedet i Tyskland som omdrejningspunkt, den anden har en dansk prostitueret kvinde og hendes liv gennem to år i fokus.

 

”Bonnie og de 1000 mænd” hedder den danske dokumentar, der følger Bonnie og hendes liv dels på bordellet (hvor hun kalder sig Patricia) og dels privat med veninder og i mødet med sundhedsvæsnet, men også via gamle familiefilm får man et indblik i hendes opvækst og ungdom. Det er en gribende dokumentar om en både meget sårbar og meget stærk kvinde. Du finder udsendelsen her …. Udsendelsen kan ses indtil 13. oktober.

 

”Verdens største bordel” er en britisk dokumentar om prostitution i Tyskland, der har nogle af verdens mest liberale prostitutionslove. Man får et indblik i hvordan de kæmpe store bordeller fungerer, møder ejerne og et par af de unge øst-europæiske kvinder der arbejder som prostituerede i et kæmpe bordel.  Det fortælles bl.a. i udsendelsen, at det anslås at der er 400.000 prostituerede i Tyskland, at dette tal er fordoblet siden liberaliseringerne samt at den tyske regering anslår at 90% af kvinderne i branchen er tvunget af alfonser og endelig at de fleste prostituerede i Tyskland kommer fra Rumænien eller Bulgarien. Du finder udsendelsen her…. Udsendelsen kan ses indtil 20. september.

 

Organisationer der arbejder med kvinder, der gerne vil ud af prostitution eller allerede har forladt prostitution er bl.a. Svanegrupperne (læs mere her… ) og Liva Rehab (læs mere her… )


Niels Hemmingsens gade 10 Postboks 1069, 1008 Kbh. K Tel/fax.: 3312 8087/3312 6740
Udgiv indhold