background decorational logo flower

Kvinderådet på besøg i Beograd

På FN’s menneskerettighedsdag den 10. december var Signe Vahlun fra Kvinderådets styrelse inviteret til Beograd for at deltage i konferencen ”Development of gender equality through regional cooperation – experiences of Nordic countries.” Konferencen var et samarbejde mellem det Serbiske Ministry of Labour, Employment, Veteran and Social Affairs og de nordiske ambassader i Beograd.

Konferencen blev godt annonceret fra Serbisk side og Signe Vahlun startede dagen på tv stationen Tv Prva, hvor hun sammen med Helena Ewalds fra Finland og Randi Bjørgen fra Norge fortalte om nogle af de udfordringer, som de nordiske lande har ift. ligestilling. Her hæftede intervieweren sig især ved Signes medbragte LEGO som blev brugt til at forklare, hvordan opdagelse og legetøj kan være med til at præge, hvilken retning vi skubber hhv. drenge og piger. Og de to andre deltagere var hurtige til at samle op og drage paralleller til deres arbejde og det fællestræk for de nordiske lande at arbejdsmarkedet er meget kønsopdelt indenfor visse sektorer.

Både gennem TV-interviewet samt ved konferencen blev det klart, at mange serbere har en opfattelse af, at ligestilling er opnået og bare fungere i de nordiske lande. Det kom derfor, for nogle, som lidt at en overraskelse da alle de nordiske deltagere kommenterede på problematikker og udfordringer ift. ligestilling i netop deres lande. Dog var det klart at Serbien sammenlignet med de nordiske lande stadig halter langt bagud når det kommer til kvinders deltagelse i arbejdsmarkedet, rettigheder ifm. barsel og generel engagement i de demokratiske processer – både på nationalt og lokalt plan og at der derfor er læring at hente i de nordiske lande.

Trods vi stadig kæmper med mange ligestillingsudfordringer er det positivt at vi kan drage ud i verden og lære mere om andre regioner men også at vi kan lære fra os på områder, hvor vi, trods alt, er nået et godt stykke vej.