Kronik: Voldtægtslov skal baseres på samtykke. Frivillighed er ikke nok
Af Det Nationale Voldsobservatorium (Kronik bragt i Altinget 26. juni 2020) Justitsminister Nick Hækkerup har udbedt sig en tænkepause i forhandlingerne om en ny lovgivning om voldtægt. Flertallet for en lov baseret på samtykke er ellers på plads. Det samme er opbakningen fra Statsminister Mette Frederiksen. Som national ekspertgruppe inden for voldsområdet – herunder seksuel vold – kender vi til problemerne med den nuværende lovgivning, både fra forskning og fra arbejdet med voldsramte kvinder. Det er vores klare anbefaling at gøre samtykke til et centralt begreb i en ny voldtægtsbestemmelse. Den nuværende lov svigter ofre På grund af et stort mørketal kan det være svært at opgøre omfanget af voldtægter i Danmark. Justitsministeriets Offerundersøgelse peger på, at voldtægtshyppigheden er steget. I 2019 angav 2,2 pct af kvinderne i undersøgelsen, at de havde været udsat for en voldtægt eller forsøg på voldtægt inden for de sidste fem år. Det svarer til ca. 10.000 kvinder om året. I 2019 var der ifølge Det Kriminalpræventive Råd ca. 1300 anmeldelser af en voldtægt eller voldtægtsforsøg på en person over 15 år. I kun 79 af sagerne faldt der dom. Amnesty International Danmark har gennemgået 353 henlæggelser ved politiet fra 2017 til maj 2018, ligesom de har analyseret 94 domme for seksualforbrydelser fra maj 2017 til maj 2018. De henlæggelser og domme viser, at beviser for fysisk vold og modstand var afgørende både for, om sagen blev rejst og for domfældelsen. Det er problematisk. For det første er det vores erfaring, at mange, der udsættes for voldtægt, ikke sætter sig til modværge. Det er en almindelig reaktion, at kroppen simpelthen kan ”fryse”, og man derfor forholder sig passivt under overgrebet. Forskning viser også, at normative afvisninger kan anvendes inden og i forbindelse med en voldtægt. Det kan være at komme med undskyldninger for ikke at ville have sex med personen, fjerne deres hænder, eller sige, man ikke har lyst. Det er afvisninger, som i enhver anden sammenhæng vil forventes af udløse respekt. I forbindelse med voldtægt, hvor personen eller personerne, som begår voldtægten, ikke respekterer de normative afvisninger, kan det medføre et chok, fordi kvinden bliver overrumplet over situationens drejning. For det andet betyder fokus på fysisk modstand, at dem, der har været udsat for voldtægt, kan udvikle en selvbebrejdelse, som er destruktiv for deres helingsproces. De kan stille spørgsmål til deres eget ansvar på trods af, at voldtægten er begået mod dem og uden respekt for deres lyst og vilje. ”Alle, der har oplevet at møde et menneske, der har været udsat for voldtægt, ved, hvor alvorligt det er. Det giver ar for livet. Traumer, som sætter sig i krop og sjæl. Og for nogle endda med en uhyggelig selvbebrejdelse,”sagde statsminister Mette Frederiksen, da hun i februar begrundede, hvorfor Danmark skal have en voldtægtsbestemmelse, der bygger på samtykke. Det er også vores erfaring. Alt for vidtgående opfattelse af sex Endelig er der det problem med den nuværende voldtægtsbestemmelse, at dét, der opfattes som sex, er alt for vidtgående. Vi ser i vores arbejde skadevirkningerne af dette; Andre kan for eksempel få et indblik i det gennem DR’s dokumentar-serie om rapperen Tessa. I den beskriver Tessa, hvordan hun fra tolvårsalderen flere gange er blevet presset til ”sex”. Hun beskriver for eksempel en episode, hvor hun forsøgte at sige fra over for en gruppe af drenge, der på skift havde ”sex” med hende. Hun sagde nej i starten, men kunne ikke blive ved. Når hun fortæller om de ar på sjælen, som oplevelserne har givet hende, er det en bekræftelse på, at det ikke har været samtykkende sex – men overgreb, hun har været udsat for. Tessas erfaringer ligner meget dem, vi møder i vores arbejde som praktikere og forskere. Med en ny voldtægtsbestemmelse har vi en mulighed for – som samfund – at skabe en anden fælles forståelse for, hvad vi bør opfatte som sex, og hvad vi bør opfatte som voldtægt. En forståelse, der dels kan have præventiv effekt; Dels vil stemme bedre overens med, hvordan henholdsvis sex og overgreb opleves og har af konsekvenser for de berørte. Og dels bedre kan understøtte kønnenes ligestilling. Det sidste er vigtigt at nævne, fordi seksuel vold i uforholdsmæssig grad rammer piger og kvinder og begås primært af drenge og mænd.* Samtykke vs. frivillighed Et enigt Straffelovråd anbefaler da også, at den nuværende voldtægtsbestemmelse ændres. Det strafbare område skal udvides, mener de samstemmende. Uden at der rokkes ved retssikkerheden for den tiltalte. Dog er medlemmerne af Rådet uenige om, hvorvidt en ny bestemmelse skal basere sig på ”frivillighed” eller ”samtykke”. Vi anbefaler det sidste. Dem, der støtter en ”frivillighedsbaseret” bestemmelse, skriver i deres bemærkninger, at kvinder nogle gange er helt passive i et seksuelt forhold, og at det derfor må bero på en konkret vurdering, om passivitet er udtryk for frivillighed eller ufrivillighed. Denne formodning for frivillighed gør, at det forventes, at kvinden skal sige fra.** Det er bekymrende. Vi mener ikke, man kan formode, at en kvindes passivitet er udtryk for frivillighed. Fra forskning og praksisnært arbejde med kvinder i voldelige parforhold, ved vi, at muligheden for at bestemme over sin egen seksualitet, og hvem og hvornår nogen skal have adgang til ens krop, ikke altid er til stede, når man befinder sig i en ulige magtrelation. Lever man for eksempel i et voldeligt parforhold, befinder man sig i en særlig sårbar position, hvor man over tid oplever at miste sin seksuelle selvbestemmelse og kan opleve at må underkaste sig sin partners seksuelle lyst og vilje – og så at sige ”stå til rådighed”. Her er det ikke muligt at ”sige fra”. At passivitet kan være en formodning for frivillighed, opfatter vi som ensidigt og vil medføre en risiko for, at den ene part bliver genstand for den anden parts behovstilfredsstillelse. For os at se må det være en forudsætning, at en kvindes ønske om at deltage i samleje ikke blot kommer til udtryk gennem passivitet eller ”uengagement”***, men at der må foreligge en eller anden form for fysisk eller verbal positiv tilkendegivelse af at ville
