Program for Talk Town festival 2023

Nu er programmet for Talk Town festivalen klar. To dage fyldt med spændende talks, debatter, workshops og musik i Demokrati Garage. Vi glæder os til at se jer den 23.-24. november! Kvinderådet er medarrangør af Talk Town festivalen. Hvert år inviterer vi aktører fra Danmark og udland til at skabe meningsfyldte samtaler om ligestilling, køn og feminisme. Du kan se det fulde program for dette års festival her.

Det Nationale Voldsobservatoriums skyggerapport til GREVIO

Europarådets ekspertgruppe til Istanbulkonventionen, GREVIO, har netop offentliggjort en skyggerapport, som Kvinderådet har udgivet sammen med en række andre aktører og organisationer, der arbejder med at forebygge og  bekæmpe kønsbaseret vold. Skyggerapporten er udarbejdet af Det Nationale Voldsobservatorium, som koordineres af Kvinderådet. I rapporten kommer Voldsobservatoriet med anbefalinger til, hvordan Danmark skal foretage foranstaltninger til at løse problemer relateret til vold mod kvinder og børn, vold i hjemmet og seksuel vold. GREVIO er ved at gennemføre sin første tematiske evalueringsrunde af Danmark, som skyggerapporten bidrager til. Formålet med tematiske evaluering er: at identificere udviklinger inden for nøgleområder såsom omfattende og koordinerede politikker, finansiering og dataindsamling. at indhente mere dybdegående information om gennemførelsen af udvalgte bestemmelser inden for forebyggelse, beskyttelse og retsforfølgelse. at gøre opmærksom på nye tendenser inden for vold mod kvinder og vold i hjemmet. Det Nationale Voldsobservatoriums skyggerapport til GREVIO kan findes her. I 2016 blev Danmark for første gang evalueret af GREVIO, ekspertgruppen til Istanbulkonventionen. Evalueringen blev set som en baseline for den danske gennemførelse af Istanbulkonventionens forpligtelser. I den sammenhæng blev NGOer bedt om deres opfattelse af, hvordan konventionen blev opfyldt. Det Nationale Voldsobservatorium udarbejdede også dengang en skyggerapport, som blev inddraget i GREVIOs arbejde og deres baseline evalueringsrapport, som kom i 2017. GREVIOs baseline evalueringsrapport kan findes her. Læs mere om Det Nationale Voldsobservatorium her.