background decorational logo flower

Kvinderådets høringssvar til ny voldtægtsbestemmelse

Kvinderådet takker for den fremsendte betænkning og muligheden for at indgive høringssvar til den.

Vi henviser til høringssvar fremsendt af Det Nationale Voldsobservatorium, som vi fuldt ud tilslutter os. Vi anbefaler – ligesom Voldsobservatoriet – at spørgsmålet om samtykke bliver det centrale i den kommende voldtægtsbestemmelse, fremfor en frivillighedsbaseret bestemmelse.

Ud over de betragtninger, som Voldsobservatoriet anlægger for en samtykke-bestemmelse, vil Kvinderådet – ud fra et kvinderettighedsperspektiv – fremhæve det vigtige i, at vi får en voldtægtslov, der:

  1. tydeligt fastslår kvindens ret til kropslig selvbestemmelse og seksuel integritet. Det må ikke forholde sig sådan, at kvindens krop som udgangspunkt anses for at være tilgængelig; hvorfor hun forventes at sige fra for overgreb. Sex er gensidigt og det bør forventes, at begge parter – i ord eller handling – viser deres ”ja” til sex.
  2. ikke tillægger kvindens tidligere seksuelle erfaringer, udtrykte lyster, opførsel, påklædning mv. betydning for, om hun kunne tænkes at gå frivilligt med til sex i en given situation. Det er alene hendes samtykkende/ eller manglende samtykkende under den seksuelle aktivitet, der har betydning.

Hvis ikke dette bliver tydeligt, vil vi blive ved med at opdrage vores piger og drenge væsensforskelligt. Piger skal være dydige, ikke vise deres seksualitet mv. (ellers kan det anses for at være en invitation til overgreb). Modsat drengene, der ikke vil være samme forventninger til.

Endelig mener Kvinderådet, at en samtykke-bestemmelse – i højere grad end en frivillighedsbaseret bestemmelse – har potentiale til at kunne forebygge voldtægter. I hvert fald, hvis der med lovændringer følger grundig og tidssvarende seksualundervisning, både i grundskolen og på ungdomsuddannelserne og gennem undervisningstilbud til både fagfolk og forældre.

Samtykke er pædagogisk både lettere at formidle og forstå, end en frivillighedsbestemmelse, som den flertallet foreslår (s. 160 i betænkningen).

I flertallets bud på en frivillighedsbestemmelse lægges der op til, at frivillighed kan ”fremgå af den konkrete situation og sammenhæng”. Men hvis fortolkning af situationen og sammenhængen gælder? En sådan uklarhed efterlader både undervisere og unge i tvivl, og kan føre til uforsætlige overgreb.

En samtykke-bestemmelse, derimod, hvis den udformes som mindretallet foreslår (s. 167 i betænkningen) indbefatter, at begge parter får del i afklaringspligten: Dvs. Er du i tvivl om din partner vil have sex? Så spørg!

Denne delte afklaringspligt – hvis den bliver en del af vores seksualkultur – vil efter vores overbevisning kunne forebygge overgreb, ikke mindst blandt unge; her kan det være en del af spillet for drengene at presse på for sex og for pigerne ikke at være udtalte, hverken i sit nej eller ja[1]

Vi ser frem til den videre behandling af en ny voldtægtsbestemmelse.

Med venlig hilsen

Lise Johansen

Direktør

[1] Bindesbøl Holm Johansen, K. (2019), Gender, power and sexual violence – An anthropological exploration of young people’s perceptions and unwanted sexual experiences, Statens Institut for Folkesundhed, SDU