Af Line Gessø Storm Hansen og Yildiz Akdogan, Kvinderådet (bragt i Berlingske Tidendende d. 11. maj 2021)
I dag fylder Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, bedre kendt som Istanbul-konventionen, 10 år. Konventionen beskytter hver dag kvinder mod vold og har i sit korte liv betydet forandringer i en række lande. Ikke mindst i Danmark, der for nylig har kriminaliseret psykisk vold og fået en ny voldtægtsbestemmelse. Begge dele foranlediget af vores tilslutning til Istanbulkonventionen.
Men Konventionen er også i stigende grad blevet politiseret. I marts meddelte Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan, at han trækker landet ud af konventionen med virkning fra juli.
Sammen med mere end 2000 andre europæiske kvindeorganisationer, har Kvinderådet fordømt den beslutning. Vi har sendt en appel til EUs ledere om at lægge pres på Tyrkiet og tydeligt stå værn om Konventionen. I Kvinderådet ser vi gerne Danmark stå allerforrest.
For Erdogans beslutning er virkelig alarmerende; Selvfølgelig mest for kvinder i Tyrkiet, der mister en vigtig beskyttelse mod vold. Men beslutningen giver også medvind til kræfter, der både inden for og uden for EU anfægter ligestilling og kvinders rettigheder. Symbolikken er til at føle på; Konventionen er underskrevet og navngivet efter landets hovedstad og med Tyrkiets underskrift som den første på papiret. Nu uden Tyrkiet.
Det kræver et modsvar, mener vi; både fra EU og fra Danmark. Der er nemlig både liv og ligestilling på spil.
Vigtig for liv og ligestilling
Konventionen har til formål at forebygge, retsforfølge og eliminere vold mod kvinder og vold i hjemmet; Ikke kun fysisk vold, men fx også psykisk og seksuel vold. Den forpligter stater på at straffe kønsbaseret vold, uddanne fagpersonale, indsamle af data samt hjælpe og beskytte ofre. Konventionen nævner fx specifikt forpligtelsen til at oprette og finansiere krisecentre for kvinder.
Af samme grund er slagordet for dem, der demonstrerer mod Erdogans beslutning, ”Istanbul-konventionen redder liv”. For det gør den, hver eneste dag.
Men Konventionen er også et vigtigt ligestillings-dokument. Det skyldes, at den anerkender, at vold mod kvinder hænger sammen med uligestilling og håndhævelsen af traditionelle og undertrykkende kønsroller. Vold forhindrer mange kvinder i at udøve deres rettigheder på lige fod med mænd. Samtidig har kønsbaseret vold gode betingelser i omgivelser, der undertrykker kvinder og minoriteter.
Det er også en konklusion, andre når frem til; Fx anslår FN, at kønsbaseret vold er en af de mest forekomne menneskerettigheds-overtrædelser globalt[1]. Alligevel har FN ikke selv kunne finde opbakning til en lignende konvention. Det gør Istanbulkonventionen ret unik og til et fyrtårn ift. ligestilling, også uden for Europa.
Ratificer Konventionen i EU
EU-Kommissionen, som har gjort ligestilling til en mærkesag, forsøger da også at kampen op for Instanbulkonventionen. EU underskrev selv konventionen i 2017, men processen med at få den ratificeret har budt på en række forhindringer. Flere lande, deriblandt Ungarn har slet ikke tilsluttet sig Konventionen, mens et EU-land som Polen truer med at trække sig ud.
En EU-ratificering vil ellers betyde, at EU kan spille en langt mere aktiv rolle i at håndhæve konventionens bestemmelser og beskytte kvinder mod vold i EU. En ratificering vil også være en vigtigt markering ift. kvinders rettigheder. Det er der brug for netop nu. Der er også brug for et Danmark, der bakker op.
Det har Danmark gjort indadtil ved at få vigtige love på plads. Men budskabet fra os er, at Danmark og bør gøre det udadtil. I EU og internationalt.
Det kan vi netop gøre, fordi vi selv har taget Konventionen seriøst. Den uafhængige ekspertgruppe GREVIO, der overvåger Istanbulkonventionen, kiggede i 2016 på Danmark. Anbefalingerne var bla. at Danmark skulle kriminalisere psykisk vold og sikre sig, at den danske voldtægtsbestemmelse byggede på samtykke. Begge dele efterlever vi nu.
Der er stadig et par udeståender ift. Instanbulkonventionen, men Danmark har grundlæggende taget nogle store og meget markante skridt. Dem skal Regeringen ikke putte med. Tværtimod.
Danmark har al grund til at fremhæve egne forbedringer og bruge sin platform til at markere, hvor vigtig Istanbulkonventionen er. Danmark bør også aktivt medvirke for dens udbredelse.
Det kan Regeringen fx gøre ved utvetydigt at bakke op om, at EU ratificerer Istanbul-konventionen.
[1] https://www.unfpa.org/gender-based-violence