Kvinderådet har haft forslaget til lovændringen om måltal og politik for kønssammensætningen i ledelse og bestyrelser for offentlige institutioner og virksomheder m.v.i høring hos vores medlemsorganisationer. Vi hilser generelt ændringerne af lov om ligestilling velkomne. Det er således positivt, at flere offentlige institutioner og virksomheder omfattes af reglerne. Det er positivt, at ændringerne betyder, at måltal skal indberettes og bliver offentliggjort. Ligesom, at det er positivt, at de øverste ledelsesniveauer også bliver omfattet regler om måltal. De udgør jo netop fødekæden til bestyrelsesposterne.
Endelig er ensretning af kravene, så alle bør have en ligelig sammensætning af kvinder og mænd, hvilket minimum betyder en fordeling på 40/60, positivt – og i øvrigt i overensstemmelse med, hvordan landene omkring samt det internationale samfund tolker det.
Da de nuværende regler om måltal har haft begrænset effekt, er vi dog bekymret for om de foreslåede ændringer er nok til at skabe den ønskede forandring. Nedenfor følger specifikke ændringsforslag, som vi mener kunne øge effekten af reglerne.
Specifikke bemærkninger
Det er vores anbefaling, at der skabes øget transparens bl.a. ved at nuværende fordelinger m/k i bestyrelser og ledelser samt måltal offentliggøres på institutioner og virksomhedernes egne hjemmesider. Det kan gøres følgende steder
· Tilføjelse til § 11 stk. 5 om indberetning af måltal og politik: krav om indberetning af nuværende kønsfordeling, samt årlig status på opnåelse af måltal.
· Tilføjelse til § 13 stk. 4: denne information (måltal, politik, årlig status [nuv. fordeling og status ift. måltal]) bør offentliggøres både på den nye, offentligt tilgængelige hjemmeside og kræves offentliggjort på institutionernes m.v. egne hjemmesider
Det er for os at se vigtigt at kunne følge og ikke mindst sammenligne indsatsen mere systematisk, jf. også anbefalingerne fra publikationen Målbar Ligestilling, der peger på behovet for at fastlægge en forpligtelse for Danmarks Statistik til at producere og formidle kønsopdelte data og lønstatistik til brug for offentlige myndigheder. Der er brug for både kønsopdelte data og egentlig ligestillingsstatistik til fremme af arbejdet for ligestilling.
Afslutningsvis må vi understrege vigtigheden af, at loven skaber reel forandring, hvorfor det også bør have konsekvenser i form af påbud, hvis man ikke overholder lovens krav. Dertil er det nødvendigt at evaluere på lovens effekt snarest muligt, så det kan vurderes om der er behov for yderligere tiltag for at opnå den ønskede effekt.