EU må tage ansvar for ligestilling globalt!
”Når andre lande trækker sig, må EU tage mere ansvar for ligestilling globalt. Ikke mindre” er navnet på artiklen udgivet i Information d. 4 februar 2026, skrevet i samarbejde med Kvinderådets direktør Helene Forsberg, europaparlamentariker for Radikale Venstre Sigrid Friis, direktør i AIDS-Fondet Lars Christian Østergreen, generalsekretær i Sex & Samfund Majbrit Berlau og direktør i KVINFO Henriette Laursen.
Flere vestlige lande har skåret markant i udviklingsarbejdet og i arbejdet for ligestilling i verdens fattigste lande, og det kan få fatale konsekvenser. Nedskæringen i arbejdet for ligestilling går særligt ud over de fattigste og mest udsatte mennesker: kvinder, LGBT+-personer, minoriteter og børn. Når fokus på ligestilling i EU’s udviklingsarbejde svækkes, risikerer dette at koste liv.
”Mennesker risikerer at dø, når de ikke kan føde sikkert. Piger kan blive ufrivilligt mødre, hvis de ikke har adgang til prævention. Mennesker, der lever med hiv, risikerer at dø, hvis de ikke får adgang til livsvigtig medicin.”
EU’s ansvar for global ligestilling bør vokse, når andre lande trækker sig. Køns- og ligestillingsarbejdet rammes med ødelæggende og dødelig effekt. Dette sker i kølvandet på de enorme nedskæringer i USA’s udviklingsbistand, samt det reducerede bidrag fra flere europæiske lande til udviklingsarbejdet med verdens fattigste lande.
EU har i mange år været en vigtig drivkraft i forhold til ligestilling, og i en tid med stigende modstand mod ligestilling, bør EU’s medlemslande stå fast. EU har både pengene og den globale gennemslagskraft til at gøre en reel forskel. Det er nu, at vi i EU skal sende et klart signal: Rettigheder er ikke til forhandling – heller ikke i de mest udsatte områder af verden.
EU bevæger sig i den forkerte retning.
”I sit forslag til EU’s næste budget lægger Kommissionen op til at fjerne konkrete og bindende finansieringsmål for EU’s udviklingspolitiske ligestillingsarbejde. (…) Kommissionen vil erstatte de konkrete mål med såkaldt »kønsmainstreaming«, der kort fortalt betyder, at man tænker ligestilling ind i alle indsatser.”
Kønsstreaming er et godt redskab, men kan ikke erstatte konkrete målsætninger. Uden mål risikerer vi, at antallet af specifikke indsatser for køn og ligestilling i praksis reduceres eller forsvinder helt.
Det er afgørende, at Danmark løfter sit ansvar for ligestilling og får EU på andre og bedre tanker. Danmark havde ansvaret for de indledende forhandlinger om budgetrammen – og dermed en gylden mulighed for at fremme ligestilling i EU og verden. Men ambitionerne nåede aldrig at forlade papiret og blive til virkelighed. Derfor er det vigtigt at de danske ministre og medlemmer af Europa-Parlamentet og andre danske aktører i EU, fortsat presser på for arbejdet med bindende ligestillingsmål og at de bliver effektivt implementeret.
”Det er ikke blot minoriteter, kvinder og børns rettigheder, der er tale om her. Det handler grundlæggende om, hvorvidt Danmark og Europa er klar til at beskytte de demokratiske rettigheder i en tid, hvor der er mere brug for det end nogensinde.”
Du kan læse hele artiklen på Information.dk:
https://www.information.dk/debat/2026/02/naar-andre-lande-traekker-maa-eu-tage-mere-ansvar-ligestilling-globalt-mindre