background decorational logo flower

Følg Danmarks eksamen i FNs Kvindekonvention

Torsdag d. 18. februar kl. 15 har Kvinderådet og en række andre NGOér foretræde for FNs Kvindekomite. Det sker forud for, at den danske regering skal eksamineres i FNs Kvindekonvention (CEDAW) d. 22.-24. februar 2020.

Det hele foregår digitalt, så du kan følge med hjemmefra på følgende link: webtv.un.org/meetings-events

Chikane og uligeløn står i vejen for kvinders ligestilling 

Kønsbaseret vold og løndiskrimination er blandt de emner, som Kvinderådet vil sætte fokus på i sin udtalelse.

“Det er helt grundlæggende for at kvinder kan deltage på lige fod med mænd i samfundslivet, at de ikke udsættes for vold og chikane, hverken i hjemmet, på arbejdspladsen eller i den offentlige og digitale debat. Her står Danmark med en stor udfordring. Det vidner ikke mindst efterårets debat om seksuelle krænkelser om”, siger Kvinderådets direktør Lise Johansen.

“Ligeløn er et andet emne, vi vil tage op. Ligeløn er en ret kvinder har på papiret, men ikke i praksis. Så længe, vi ikke har større lønåbenhed end vi har, er det de facto umuligt for kvinder at vide, om de får ligeløn” fortæller hun.

Kvinderådet anbefaler, at ligelønsloven ændres. Så der bliver skabt større åbenhed omkring løn og lønforskelle på danske arbejdspladser. Og så det bliver lettere at rejse sager om uligeløn. Bl.a. ved at lave tydeligere definition af hvad “lige løn for arbejde af samme værdi” vil sige.

Endelig mener Kvinderådet ikke, at regeringen lever op til sine forpligtelser jf. Kvindekonventionen til at udfordre fordomme og stereotyper om køn. Det vidner unges stereotype uddannelsesvalg og vores meget kønsopdelte arbejdsmarked om. Kvinderådet anbefaler større opmærksomhed på køn og på at udfordre stereotyper ikke mindst i skolen.

FN’s Kvindekonvention har til formål at afskaffe alle former for diskrimination mod kvinder. Og det er 9. gang at Danmark skal “til eksamen” i den. Dog er det første gang, at FN-komitéen gennemfører en virtuel eksamination.

Kontakt: Lise Johansen, Direktør tlf. 25806055