Vil du være med til at sætte og fastholde politisk fokus på ligestilling, ligeløn og bekæmpelsen af seksuel chikane og kønsbaseret vold? Har du et indgående kendskab til ligestillingspolitik, -love og konventioner og politiske processer i Danmark og EU? Og har du lyst til at være sparringspartner for Kvinderådets ledelse og 48 medlemsorganisationer i de spørgsmål? Så har Kvinderådet stillingen for dig
Kvinderådet søger nemlig en politisk konsulent på fuld tid til vores lille sekretariat i hjertet af København. Som politisk konsulent skal du udarbejde politiske oplæg og høringssvar, følge prioriterede politiske processer, skrive debatindlæg, facilitere netværk og være i dialog med medlemsorganisationerne om barrierer og løsninger på ligestillingsområdet. Du skal som politisk konsulent desuden understøtte Kvinderådets repræsentanter i deres virke i en række råd og udvalg i Danmark og i EU.
Det er Kvinderådets styrelse, der sammen med Kvinderådets repræsentantskab, sætter retningen for vores politiske arbejde. De seneste år har vi især haft fokus på ligeløn og lønåbenhed, ligestilling af barslen, på lige repræsentation i politik og på bekæmpelsen af seksuel chikane og kønnet og seksuel vold.
Om dig
Vi søger en person, der:
- Kan gå i detaljen i med politiske udspil, høringer og lovforslag
- Har et godt forhåndskendskab til centrale love, konventioner og tematikker inden for ligestillingsområdet (ligeløn, lønåbenhed, seksuel chikane, kønsmainstreaming etc).
- Har kendskab til politiske beslutningsprocesser evt. fra tidligere arbejde i Folketing, centraladministration eller EU
- Har et godt netværk blandt beslutningstagere og embedsfolk
- Kan mediere mellem forskellige hensyn og interesser
- Er god til at kommunikere, både på dansk og engelsk
- Er indstillet på at gribe mange forskelligartede opgaver, der skal varetages i et lille sekretariat med blot 8 medarbejdere
Det er en fordel, hvis du også har kendskab til overenskomster og aftaler og kender til samspillet mellem overenskomster og lovgivning, da det har betydning for mange af Kvinderådets medlemsorganisationer. Dette er dog ikke et krav til stillingen.
Ligestilling, mangfoldighed og en god balance mellem familie og arbejdsliv er vigtige værdier for Kvinderådet, hvorfor vi håber at du – uanset køn, baggrund, alder, livssituation, seksualitet eller handicap – har lyst til at søge. Løn og ansættelsesvilkår følger relevante aftaler og overenskomster for statsansatte.
Om os
Kvinderådet er en paraplyorganisation med 48 medlemsorganisationer, der sammen arbejder for ligestilling og kvinders rettigheder, nationalt og internationalt. Medlemsorganisationerne spænder lige fra politiske partier og fagforeninger til erhvervskvindenetværk, handicap- og kvindeorganisationer.
Repræsentantskabet mødes to gange årligt. Den daglige ledelse varetages af en styrelse bestående af 16 personer, der mødes 8 gange om året. Sekretariatet, som pt. består af 8 medarbejdere, ligger i Niels Hemmingsens gade i centrum af København.
Du kan læse mere på www.kvinderaadet.dk
Information og ansøgning
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos direktør Lise Johansen på mail lise.johansen@kvinderaad.dk eller tlf. 25806055. Ansøgning og CV sendes til kvr@kvinderaad.dk allersenest fredag d. 21. januar, kl. 9.00. Bemærk: Vi læser ansøgninger og afholder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning hurtigt afsted.