Kvinderådet glæder sig over, at den nye regering holder fast i indsatsen mod partnerdrab og partnervold. Men savner en bedre kønsbalance i Regeringen. Og nye initiativer for at fremme ligestillingen mellem kønnene i kommende regeringsperiode.
”Ligestilling har fået sit eget afsnit i det nye regeringsgrundlag. Regeringen fremhæver ligestilling som en vigtig værdi for os danskere og holder fast i den tidligere regerings indsats mod partnerdrab og partnervold. Det er rigtig godt. Men udover det, ser det sløjt ud med initiativer, der rent faktisk skal fremme ligestillingen mellem kønnene i en ny regeringsperiode”.
Det er reaktionen fra Kvinderådets forkvinde, Yildiz Akdogan, efter at en ny regering har set dagens lys.
Ligeløn mangler
Hun undrer sig fx over, at ligeløn slet ikke nævnes i regeringsgrundlaget. Det har været et varmt emne i valgkampen. Desuden er der et nyt EU-direktiv er på vej, der vil pålægge Danmark at lave nye tiltag ift. sikre retten til ligeløn.
”Lønforskellene mellem mænd og kvinder i Danmark er så veldokumenterede. De betyder jo, at mænd og kvinder de facto har forskellige muligheder i vores samfund. Det bliver en ny regering simpelthen nødt til at forholde sig til”, siger Yildiz Akdogan.
Hun opfordrer i det hele taget Regeringen til at analysere, hvad de forskellige initiativer i regeringsgrundlaget har af betydning for kønnene og derudfra vurdere, om de påvirker ligestillingen mellem mænd og kvinder i samfundet på en negativ eller positiv måde.
”Mange initiativer kan på overfladen se okay ud, men være helt skæve i et ligestillingsperspektiv. Det kan fx gøre sig gældende på uddannelsesområdet, hvor kvinder og mænd tager forskellige uddannelser. Eventuelle uddannelsesreformer bør ikke særligt ramme uddannelser med mange kvinder”, påpeger Yildiz Akdogan.
Hun ser frem til samarbejdet med den nye ligestillings- og digitaliseringsminister Marie Bjerre. Hun ærgrer sig dog over, at kun 8 ud af 23 nye ministre er kvinder.
Kontakt tlf. 24252658