Optakt til 25-året med resolution 1325 for Kvinder, Fred og Sikkerhed

Det er i år 25 år siden FN’s Sikkerhedsråd vedtog det internationale rammeværk for Kvinder, Fred og Sikkerhed UNSCR 1325, der kalder på en styrkelse af kvinders rettigheder, beskyttelse og afgørende rolle i freds- og sikkerhedsarbejde.

 

Men selv efter 25 år har vi stadig en stor opgave foran os. Kvinder mangler fortsat reel repræsentation og indflydelse i fredsforhandlinger, og kønsperspektivet bliver ofte overset i krig og konflikter. Derfor samlede Kvinderådet, sammen med Oxfam Danmark, Folkekirkens Nødhjælp og Sex & Samfund, med støtte fra Globalt Fokus, og på vegne af det danske netværk for Kvinder, Fred og Sikkerhed, en stærk kreds af internationale partnere i København d. 1-2. oktober 2025 til et in-person seminar for at kaste lys over, hvor vi står, og vække håb og handling til fremtidens arbejde for kvinder, fred og sikkerhed.

 

Tak til alle der tog turen til København, heriblandt vores partnere fra The Sex Talk Arabic, MIFTAH, ATHENA Network og LDDF-INJAD. Tak for at dele viden, erfaringer og håb for en mere retfærdig og fredelig verden, og for at være stærkt repræsenteret med jeres perspektiver for kvinder, fred og sikkerhed på Talk Town dagene efter.

 

Kvinderådets direktør Helene Forsberg fortsatte efter gode dage i København med den regionale markering i Jordan, som hun var inviteret til af vores palæstinensiske partnere MIFTAH. Her mødtes kvinderettighedsforkæmpere fra Palæstina, Irak, Syrien, Libanon og Yemen, for at gentænke FN’s Sikkerhedsresolution 1325 på en måde, hvor kvinder i SWANA regionen bliver inkluderet i fredsforhandlinger og lokale aktører bliver sat først.

 

”Det spinkle skud håb, jeg alligevel har bragt med mig hjem, skyldes mødet med de mange lokale aktører, civile organisationer og andre der bliver ved med vedholdende at arbejde for kvinder, fred og sikkerhed trods enorme personlige risici, og selv når det synes umuligt” fortæller Helene.

 

Tak for invitationen til MIFTAH og aktørerne bag, heriblandt PAX, Oxfam International, War Child, British Embassy Amman, Ministry of Foreign Affairs of the Netherlands, WILPF, ABAAD MENA og de mange lokale organisationer, for deres store arbejde for kvinder, fred og sikkerhed.