Af Nanna Højlund, forkvinde Kvinderådet (Bragt i Fyens Stiftstidende d. 1. maj)
Under corona-krisen har rigtig mange lønmodtagere bidraget til at holde hjulene i gang. Både bag skærmene derhjemme, på byggepladser, i transportbranchen og på fabrikker. Alle har de løftet en vigtig opgave for samfundet og i økonomien.
Der har også været grupper, der har udmærket sig ved at være helt i front i denne her tid; faggrupper med meget borgerkontakt, hvilket er lig med en ekstra stor risiko for smitte – ikke bare af dem selv, men også af andre omkring dem. Dem, jeg taler om, er bl.a. dem, der sidder ved kassen i Brugsen, dem, der gør rent blandt borgere, dem, der støtter vores forældre og bedsteforældre på plejehjemmet, dem, der har taget sig af nødpasningen af børn, dem, der hjælper de udsatte og dem, der behandler vores syge på hospitalerne.
Der er flere fællestræk ved fagene i front. Kritiske funktioner, vi er dødafhængige i en tid som nu. Men det er også andre fællestræk: Det er fag med mange kvinder. Servicefag. Det er fag, som det er vanskeligt at rekruttere nok folk til, som er underbemandet. Det er fag, som traditionelt set er undervurderet i økonomien – og som ja, er underbetalte set i forhold til lignende fag, som mange mænd arbejder i.
Min pointe er, at situationen nu bør kunne ruske op i synet på fagene i front, dem som mange også kalder ”kvindefag”. Aldrig før har det været så tydeligt, at rengøring redder liv. Mange års underprioritering og undervurdering af netop det arbejde forfølger os nu.
Det er også tydeligt, at én pædagog på arbejde betyder, at otte forældre kan arbejde mod fire forældre under nedlukningen. Det er i hvert fald tankevækkende, at det var det første, der blev åbnet for i Danmark – vuggestuer, børnehaver og skole for mindre børn – netop fordi de såkaldte ”dynamiske effekter” af børnepasning og undervisning er så markante; Det frigiver simpelthen arbejdskraft til andre dele af arbejdsmarkedet.
For slet ikke at tale om værdien af ældrepleje og sundhedsvæsen. Hvor det før var økonomer, der dikterede ”nødvendighedens politik” er det nu sundhedsmyndighederne. Vi har lukket store dele af arbejdsmarkedet ned for at sikre os, at sundhedsvæsnet ikke bryder sammen, fordi gør det det – ja, så betyder det for alvor økonomisk krise. Se bare på Italien og på USA.
Det bør da mane til eftertanke; ikke mindst i forhold til værdien af velfungerende velfærd, af servicefagene og fagene i front.
Jeg hører tit argumentet om, at de såkaldte kvindefag er lavere lønnet, fordi de – som offentligt ansatte – har vekslet løn for goder som barsel og fravær når børnene er syge. Det er dog ikke hele sandheden. VIVE udkom i efteråret med en undersøgelse, som viste, at 10 pct. flere kvinder i et fag betyder, at lønnen falder med 4 pct. Det var et fænomen, som de kunne påvise både i den offentlige og private sektor.
Jeg kan også tilføje, at fænomenet med undervurderingen af det arbejde, som kvinder traditionelt har udført, ikke kun findes i Danmark, men verden over. I både offentlig og privat sektor.
Det bør vi gøre op med.
Vi skal have skabt ligeværd mellem de traditionelle kvindefag og mandefag. For som sagt løser alle en vigtig funktion og er en forudsætning for hinanden; ingen fag er på den måde andre overlegne. Nogle gange må nogle fag holde for, andre gange er det andre. Ligeværd handler om, at fagene skal aflønnes lige efter skelen til objektive kriterier som ansvar, krav til kvalifikationerne i faget, efterspørgslen etc. – ikke til fagets køn.
Vi bør i det hele taget gøre op med kønsopdelingen på arbejdsmarkedet. En så skarp opdeling mellem mandefag og kvindefag, som vi ser på det danske arbejdsmarked i dag, giver mindre og mindre mening i den virkelighed, vi lever i og ser ind i: Mænd og kvinder/ drenge og piger tager (næsten) lige del i opgaverne derhjemme, de er stort set lige gode til de samme fag i skolen og teknologien gør os – med tiden – i stand til at lave flere og flere ting uafhængig af vores forskellige fysiologi.
Et mindre kønsopdelt arbejdsmarked er et langt mere fleksibelt og effektivt arbejdsmarked; hvor talent og arbejdskraft bedre kan flyde derhen, hvor er er brug for den. Det er smart, ikke mindst når vi skal håndtere kriser. Det duer ikke, at der hersker store barrierer i form af stereotyper og fastlåste kønsroller.
Lige nu – og den kommende tid – er en gylden mulighed for at ryste posen ikke mindst ift. fag og køn. Der er store rekrutteringsproblemer i en række af fagene i front og samtidig stiller man sig selv spørgsmålet: findes der noget mere helte-agtigt lige nu end at befinde sig i frontlinien og redde liv og samfund? Med de vildeste superkræfter, mod og udholdenhed. Jeg har svært ved at komme på det.
Alligevel stiger søgningen til fagene i front ikke. Mændene kommer ikke. Mit bud er, at det ikke er indholdet af fagene, det er galt med; Men derimod lønnen og vilkårene.