I København kom forslaget om en national kampagne, der gør opmærksom på, at alle har ansvar for, at seksuel chikane ikke finder sted på arbejdspladsen. I Odense blev det sagt, at børn og unge bør have fast timetal til undervisning i seksuel etik. Og i Aarhus lød det, at der bør laves nationale beregninger over, hvad seksuel chikane koster samfundet.
I løbet af efteråret 2017 og foråret 2018 har Danner, Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet afholdt møder om seksuel chikane og tryghed på arbejdspladsen. Første møde blev afholdt i København og det stod hurtigt klart, at der var brug for flere møder. Derefter blev der holdt lignende arrangementer i Odense, Aarhus og igen i København i forbindelse med Talk Town 2018.
Møderne er en udløber af #metoo-bevægelsen, hvor de tre organisationer har ønsket at tage skridtet fra tale til handling og fokusere på et afgrænset område, nemlig arbejdsmarkedet.
Til alle møder har lokale politikere, fagforeningsfolk, arbejdsgivere, arbejdstagere og publikum i fællesskab udviklet konkrete forslag til bekæmpelse af seksuel chikane på arbejdsmarkedet.
Med andre ord: Ved arrangementerne har civilsamfundet fået mulighed for at bidrage konstruktivt til en aktuel debat om køn, sexisme og seksuel chikane. Danner, Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet har samlet alle forslagene og nu sendt dem videre til de aktører, der kan være med til at sikre, at arbejdspladsen bliver et trygt sted for os alle.
Nedenfor kan du læse de breve, som netop er blevet sendt til ligestillingsministeren, beskæftigelsesministeren, finansministeren, undervisningsministeren og hovedorganisationerne for fagforeningerne og arbejdsgiverne.
Byrådsmedlem Sonja Marie Jensen på Talk Town 2018.
Kære Ligestillingsminister
Dansk Kvindesamfund, Danner og Kvinderådet har i løbet af efteråret 2017 og foråret 2018 afholdt dialogmøder rundt i landet for i kølvandet på #metoo at sætte fokus på at skabe tryghed på arbejdspladsen.
Ved hvert møde har et panel af politikere, fagforeningsfolk, arbejdsgivere og andre med relevans for emnet kunnet komme med deres input, og efterfølgende indgå i dialog med publikum, så alle i fælleskab kunne bidrage med konstruktive bud på, hvordan vi bekæmper seksuel chikane på jobbet. Vi har med andre ord bragt civilsamfundet i spil for at bringe tale til handling. Møderne er blevet afholdt i København, Odense og Aarhus og er heldigvis blevet godt modtaget. Derfor er det nu en glæde at kunne sende dig nogle af de forslag, vi har modtaget af deltagerne på møderne. Vi håber, at de kan være med til at danne grundlag for ændret lovgivning eller nye lovtiltag.
En del af deltagerne på møderne gav udtryk for behovet for beregninger af, hvad seksuel chikane koster samfundet. Ikke blot i form af tabt arbejdstid og –evne og som udgifter i forbindelse med eventuelle arbejdsmarkedssager. Men også i form af beregninger, der inddrager udgifter i sundhedssystemet ved sygemeldinger og efterfølgende terapi og behandling.
En genganger på møderne har været forslag om fast timetal til undervisning af børn og unge i seksuel etik som en del af seksualundervisningen. Altså undervisning, der handler om sexisme, seksuel chikane og om hvordan man omgås hinanden med respekt og forståelse for andres grænser. For at undervisningen kan løfte sig, er det naturligvis nødvendigt med uddannelse og efteruddannelse af lærerkorpset, som skal være rustet til at håndtere de svære emner.
På møderne fremgik det også, at der er behov for at arbejde med arbejdstilsynets definition af seksuel chikane. Arbejdsmiljøloven og ligestillingsloven har forskellige definitioner af seksuel chikane. Det er nødvendigt med en ensretning af definitionen.
Der bør rettes et kritisk og konstruktivt blik med de dele af arbejdspladsvurderingerne (APV), hvor der bliver spurgt til seksuel chikane. Mødedeltagere har påpeget, at mange ansatte ikke har lyst til at se sig selv som ofre for seksuel chikane, og derfor svarer nej til, hvorvidt de har oplevet seksuel chikane. Når de derimod bliver spurgt, om de har fået upassende kommentarer, er blevet fysisk berørt, har følt sig utrygge eller krænket seksuelt, svarer de ja. På samme måde er yngre ansatte ofte usikre på begrebet seksuel chikane, og svarer derfor nej, selv om de har haft oplevelser af krænkende karakter.
Et ofte fremsat forslag går på, at arbejdsgiverne, skal bevise, at de i forbindelse med sager om seksuel chikane ikke vidste, at, at der var tale om seksuel chikane. Det er nødvendigt at skærpe forståelsen for, at arbejdsgiverne har et ansvar.
Beskæftigelsesministerens budskab om øget godtgørelse er naturligvis blevet modtaget med glæde. Det er dog vigtigt for os at påpege, at det på møderne er blevet sagt, at indeksregulering ikke er nok. Seks-ciffrede erstatningsbeløb må i spil for at sikre, at arbejdsgiverne tager problematikken alvorligt, og for at ansatte får vished for, at det er en alvorlig ment indsats, som ministeren lægger op til med budskabet om øget godtgørelse. Seksuel chikane kan have langvarige konsekvenser for den krænkede, og fagforeninger kan fortælle om medlemmer, der ikke er i stand til at genoptage deres arbejde efter at have været udsat for seksuel chikane.
Lovgivning er blot en af mange veje til at bekæmpe seksuel chikane. En klar anbefaling fra dialogmøderne er udarbejdelse af nationale kampagner, som tidligere set i forbindelse med rygevaner, trafiksikkerhed og alkohol. Selv om man ”blot” er vidne eller bekendt med, at noget er galt, er det vigtigt at få skabt en fælles national følelse af, at alle har et ansvar for at skabe tryghed på arbejdspladsen.
Seksuel chikane er er et problem, der skal løses i fællesskab. Derfor håber vi, at vi sammen kan holde gang i en konstruktiv dialog om målrettede indsatser, så vi alle ved, at vi kan gå på arbejde og være trygge.
Med venlig hilsen
Danner, Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet
Deltagerne ved dialogmødet i Odense i forbindelse med Female Festival.
Kære Beskæftigelsesminister
Dansk Kvindesamfund, Danner og Kvinderådet har i løbet af efteråret 2017 og foråret 2018 afholdt dialogmøder rundt i landet for i kølvandet på #metoo at sætte fokus på at skabe tryghed på arbejdspladsen.
Ved hvert møde har et panel af politikere, fagforeningsfolk, arbejdsgivere og andre, der arbejder med emnet, kunnet komme med deres input og efterfølgende indgå i dialog med publikum, så alle i fællesskab kunne bidrage med konstruktive bud på, hvordan vi bekæmper seksuel chikane på jobbet.Vi har med andre ord bragt civilsamfundet i spil for at bringe tale til handling. Møderne er blevet afholdt i København, Odense og Aarhus og er blevet godt modtaget. Derfor er det en glæde at kunne sende nogle af de forslag, vi har modtaget af deltagerne på møderne. Vi håber, at de kan være med til at danne grundlag for ændret lovgivning eller nye lovtiltag.
På møderne blev det gentaget, at der skal arbejdes med arbejdstilsynets definition af seksuel chikane. Arbejdstilsynets definition og vejledning af seksuel chikane skal revideres i overensstemmelse med ligebehandlingslovens definition. Det er nødvendigt med en ensretning, så alle ved, hvad der er den korrekte definition.
Der bør rettes et kritisk og konstruktivt blik på de dele af arbejdspladsvurderingerne (APV), hvor der bliver spurgt til seksuel chikane. Det har på møderne fremgået, at mange ansatte ikke har lyst til at identificere sig selv med seksuel chikane, og derfor svarer nej til, hvorvidt de har oplevet seksuel chikane. Når de derimod bliver spurgt om de har fået upassende kommentarer, er blevet fysisk berørt, har følt sig utrygge eller krænket seksuelt, svarer de ja. På samme måde er yngre ansatte ofte usikre på begrebet seksuel chikane, og svarer derfor nej, selv når de har haft oplevelser af krænkende karakter.
Et ofte fremsat forslag går på, at arbejdsgiverne skal bevise, at de i forbindelse med sager om seksuel chikane ikke vidste, at der var tale om seksuel chikane. Det er nødvendigt med en skærpet forståelse for, at arbejdsgiverne har et ansvar.
En del af deltagerne på de forskellige møder gav udtryk for nødvendigheden af beregninger af, hvad seksuel chikane koster samfundet. Ikke blot i form af tabt arbejdstid og –evne og som udgifter i forbindelse med eventuelle arbejdsmarkedssager. Men også i form af beregninger, der inddrager udgifter til sundhedsvæsenet i forbindelse med sygemeldinger, efterfølgende terapi og behandling.
Ministerens budskab om øget godtgørelse er naturligvis blevet modtaget med glæde. Det er dog vigtigt for os at påpege, at det på møderne er blevet sagt, at indeksregulering ikke er nok. Seks-ciffrede erstatningsbeløb må i spil for at sikre, at arbejdsgiverne tager problematikken alvorligt, og for at ansatte kan vide, at det er en alvorlig ment indsats, som ministeren lægger op til med sin udmelding om øget godtgørelse. Seksuel chikane kan have langvarige konsekvenser for den krænkede, og fagforeninger kan fortælle om medlemmer, der ikke er i stand til at arbejde efter at have været udsat for seksuel chikane.
Seksuel chikane er er et problem, der skal løses i fællesskab. Derfor håber vi, at vi sammen kan holde gang i en konstruktiv dialog om målrettede indsatser, så vi alle ved, at vi kan gå på arbejde og være trygge.
Med venlig hilsen
Danner, Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet
Paneldeltagerne ved mødet på Kvindemuseet i Aarhus.
Kære Finansminister
Dansk Kvindesamfund, Danner og Kvinderådet har i løbet af efteråret 2017 og foråret 2018 afholdt dialogmøder rundt i landet for i kølvandet på #metoo at sætte fokus på at skabe tryghed på arbejdspladsen.
Ved hvert møde har et panel af politikere, fagforeningsfolk, arbejdsgivere og andre med relevans for emnet kunnet komme med deres input, og efterfølgende indgå i dialog med publikum, så alle i fælleskab kunne bidrage med konstruktive bud på, hvordan vi bekæmper seksuel chikane på jobbet. Vi har med andre ord bragt civilsamfundet i spil for at bringe tale til handling.
Møderne er blevet afholdt i København, Odense og Aarhus og er heldigvis blevet godt modtaget. Derfor er det nu en glæde at kunne sende dig et af de forslag, vi har modtaget af deltagerne på møderne. Vi håber, at dette kan være med til at danne grundlag for ændret lovgivning eller nye lovtiltag.
En del af deltagerne på møderne gav udtryk for nødvendigheden af beregninger af, hvad seksuel chikane koster samfundet. Ikke blot i form af tabt arbejdstid og –evne og som udgifter i forbindelse med eventuelle arbejdsmarkedssager. Men i form af beregninger, der inddrager udgifter i sundhedssystemet ved sygemeldinger og efterfølgende terapi og behandling.
Seksuel chikane er er et problem, der skal løses i fællesskab. Derfor håber vi, at vi sammen kan holde gang i en konstruktiv dialog om målrettede indsatser, så vi alle ved, at vi kan gå på arbejde og være trygge.
Med venlig hilsen
Danner, Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet
Viceborgmester Camilla Fabricius ved dialogmødet på Kvindemuseet i Aarhus.
Kære Undervisningsminister
Dansk Kvindesamfund, Danner og Kvinderådet har i løbet af efteråret 2017 og foråret 2018 afholdt dialogmøder i hele landet for i kølvandet på #metoo at sætte fokus på at skabe tryghed på arbejdspladsen.
Ved hvert møde har et panel af politikere, fagforeningsfolk, arbejdsgivere og andre med relevans for emnet kunnet komme med deres input, og efterfølgende indgå i dialog med publikum, så alle i fælleskab kunne bidrage med konstruktive bud på, hvordan vi bekæmper seksuel chikane på jobbet. Vi har med andre ord bragt civilsamfundet i spil for at bringe tale til handling.
Møderne er blevet afholdt i København, Odense og Aarhus og er heldigvis blevet godt modtaget. Derfor er det nu en glæde at kunne sende dig nogle af de forslag, vi har modtaget af deltagerne på møderne. Vi håber, at de kan være med til at danne grundlag for ændret lovgivning eller nye lovtiltag.
En genganger på møderne har været forslag om undervisning af børn og unge i seksuel etik som en del af seksualundervisningen. Børn er kommende lønmodtagere, og for at skabe tryghed på arbejdsmarkedet – men også generelt i hverdagen på institutioner og i nattelivet – er nødvendigt at begynde tidligt med en præventiv indsats rettet mod børn og unge.
Konkret er vi blevet mødt med forslag om undervisning, der handler om sexisme, seksuel chikane og hvordan man omgås hinanden med respekt og forståelse for andres grænser. Seksualundervisning må ikke kun blive lektioner i prævention og forebyggelse af kønssygdomme, men bør også inddrage materiale om, hvordan vi omgås i nære og/eller fjerne relationer, og hvordan vi tager vare på hinanden før, under og efter sex.
Selv om Sex og Samfund med deres Uge 6 løfter megen seksualundervisning, så er det langt fra nok, og selv om sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab er et obligatorisk emne, så bør der være et fast antal af timer og selvstændige lektioner afsat til seksualundervisningen i folkeskolen.
For at undervisningen kan løfte sig til det niveau er det naturligvis nødvendigt med uddannelse og efteruddannelse af lærerkorpset, som skal være rustet til at håndtere de svære emner.
Seksuel chikane er er et problem, der skal løses i fællesskab. Derfor håber vi, at vi sammen kan holde gang i en konstruktiv dialog om målrettede indsatser, så vi alle ved, at vi kan gå på arbejde og være trygge.
Med venlig hilsen
Danner, Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet
Kære fagforeninger
Dansk Kvindesamfund, Danner og Kvinderådet har i løbet af efteråret 2017 og foråret 2018 afholdt dialogmøder rundt i landet for i kølvandet på #metoo at sætte fokus på at skabe tryghed på arbejdspladsen.
Ved hvert møde har et panel af politikere, fagforeningsfolk, arbejdsgivere og andre med relevans for emnet kunnet komme med deres input og efterfølgende indgå i dialog med publikum, så alle i fælleskab kunne bidrage med konstruktive bud på, hvordan vi bekæmper seksuel chikane på jobbet. Vi har med andre ord bragt civilsamfundet i spil for at bringe tale til handling.
Møderne er blevet afholdt i København, Odense og Aarhus og er heldigvis blevet godt modtaget. Vi har nu den glæde at kunne sende nogle af de forslag, vi har modtaget af deltagerne på møderne, og håber, at de kan være med til at danne grundlag for nye tiltag fra fagforeningernes side.
På møderne blev fremsat ønsker om, at der på arbejdspladserne skal være ”safe spaces”, hvor medarbejderne kan være sikre på at blive hørt uden konsekvenser for at blive til grin eller miste job. I den forbindelse blev der også ofte talt om ”whistle blower-ordninger” for at give ansatte, der måske ikke selv er udsat for krænkelser, men kender til krænkelser, mulighed for at aflevere deres oplysninger uden frygt for at miste jobbet. Det er i den forbindelse vigtigt at nævne et hyppigt gentaget udsagn fra møderne: Ind imellem er det arbejdsgiveren, der krænker.
Det fremgik også, at ansatte oplever, at det ikke altid er nok med tillidsrepræsentanter. Det kan være, fordi tillidsrepræsentanten er krænkeren eller vedkommende ikke er uddannet til at håndtere sager, der handler om krop og seksualitet. Det er derfor nødvendigt med et sikkerhedsnet i form af en konkret handlingsplan og detaljeret ”code of conduct” for omgang med hinanden. Med de tiltag ved medarbejderne, at der altid er én person, de kan gå til, hvis f.eks. tillidsrepræsentanten ikke er nok.
Tillidsrepræsentanter og andre ansatte bør have mulighed for at deltage i kurser, der sætter fokus på seksuel chikane, så de professionelt er i stand til at håndtere kollegaernes henvendelser om seksuel chikane og sager, der handler om krop og seksualitet.
Der bør også rettes et kritisk og konstruktivt blik mod de dele af arbejdspladsvurderingerne (APV), hvor der bliver spurgt til seksuel chikane. Mødedeltagere har påpeget, at mange ansatte ikke har lyst til at identificere sig selv med seksuel chikane, og derfor svarer nej til, hvorvidt de har oplevet seksuel chikane. Når de derimod bliver spurgt, om de har fået upassende kommentarer, er blevet fysisk berørt, har følt sig utrygge eller krænket seksuelt, svarer de ja. På samme måde er yngre ansatte ofte usikre på begrebet seksuel chikane, og svarer derfor nej, selv om de har haft oplevelser af krænkende karakter.
Det fremgik også på møderne, at nogle ansatte oplever at blive mødt med udsagn om, at seksuel chikane ikke eksisterer på arbejdspladsen, fordi der ikke er eller har været sager af den slags. Det gælder ofte arbejdspladser med mange mandlige ansatte. I den forbindelse blev det omtalt, at nogle fagforeninger fremhæver, at de netop ikke har sager om seksuel chikane, fordi de har mange mandlige medlemmer. Seksuel chikane vedrører alle faggrupper og køn. Og det er vigtigt at være opmærksom på, at seksuel chikane ofte kan føles så tabubelagt og skamfuldt for ofret, at der ikke bliver talt om det. Åbnes der for undersøgelser om seksuel chikane, er det heller ikke sikkert, at historierne kommer frem i første ombæring, for på mange arbejdspladser skal samtalekulturen og samværsformen ændres, før ansatte tør fortælle, hvad de eventuelt har været udsat for.
På møderne er vi også blevet opmærksomme på det store felt af frivillige og ansatte i prekære ansættelser. Det er grupper, der føler sig særligt udsatte, fordi der jobmæssigt står så meget spil. Deres udsatte placering på arbejdsmarkedet må hverken glemmes eller overses.
Endelig nævnte nogle mødedeltagere, at de ikke er klar over, at netop deres fagforening har anonyme telefonlinjer, de kan ringe til. Selv om vi ved, at de fleste fagforeninger gør meget for at oplyse medlemmerne om deres rettigheder, må vi konstatere, at mange mangler oplysning. Vi er også blevet mødt med udsagn om, at faglige organisationer skal være bedre til at oplyse medlemmerne om, hvordan de fører sager, og at organisationernes ansatte skal være bedre uddannet til at håndtere medlemmernes henvendelser om seksuel chikane, krop og seksualitet.
Seksuel chikane er er et problem, der skal løses i fællesskab. Derfor håber vi, at vi sammen kan holde gang i en konstruktiv dialog om målrettede indsatser, så vi alle ved, at vi kan gå på arbejde og være trygge.
Med venlig hilsen
Danner, Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet
Kære arbejdsgivere
Dansk Kvindesamfund, Danner og Kvinderådet har i løbet af efteråret 2017 og foråret 2018 afholdt dialogmøder rundt i landet for i kølvandet på #metoo at sætte fokus på at skabe tryghed på arbejdspladsen.
Ved hvert møde har et panel af politikere, fagforeningsfolk, arbejdsgivere og andre med relevans for emnet kunnet komme med deres input og efterfølgende indgå i dialog med publikum, så alle i fælleskab kunne bidrage med konstruktive bud på, hvordan vi bekæmper seksuel chikane på jobbet. Vi har med andre ord bragt civilsamfundet i spil for at bringe tale til handling.
Møderne er blevet afholdt i København, Odense og Aarhus og er heldigvis blevet godt modtaget. Vi har nu den glæde at kunne sende nogle af de forslag, vi har modtaget på møderne, og håber, at de kan være med til at danne grundlag for nye tiltag fra arbejdsgivernes side, ikke mindst fordi det på samtlige møder klart fremgik, at arbejdsgiverne har ansvaret for at sikre medarbejderne tryghed på arbejdspladsen.
På møderne blev fremsat ønsker om, at der på arbejdspladsen skal være ”safe spaces”, hvor medarbejderne kan være sikre på at blive hørt uden konsekvenser for at blive til grin eller miste job. I den forbindelse blev der også ofte talt om ”whistle blower-ordninger” for at give ansatte, der måske ikke selv er udsat for krænkelser, men kender til krænkelser, mulighed for at aflevere deres oplysninger uden frygt for at miste jobbet. Det er i den forbindelse vigtigt at nævne et hyppigt gentaget udsagn fra møderne: Ind imellem er det arbejdsgiveren, der krænker.
Det fremgik også, at ansatte ofte oplever, at det ikke er nok med tillidsrepræsentanter. Det kan være, fordi tillidsrepræsentanten er krænkeren, eller vedkommende ikke er uddannet til at håndtere sager, der handler om krop og seksualitet. Det er derfor nødvendigt med et sikkerhedsnet i form af en konkret handlingsplan og detaljeret ”code of conduct” for omgang med hinanden. Med de tiltag ved medarbejderne, at der altid er én person, de kan gå til, hvis f.eks. tillidsrepræsentanten ikke er nok. I den forbindelse skal det ligeledes være sikret, at ansatte er uddannet til at håndtere sager, der handler om krop og seksualitet.
Der bør også rettes et kritisk og konstruktivt blik mod de dele af arbejdspladsvurderingerne (APV), hvor der bliver spurgt til seksuel chikane. Mødedeltagere har påpeget, at mange ansatte ikke har lyst til at se sig selv som ofre for seksuel chikane, og derfor svarer nej til, hvorvidt de har oplevet seksuel chikane. Når de derimod bliver spurgt om de har fået upassende kommentarer, er blevet fysisk berørt, har følt sig utrygge eller krænket seksuelt, svarer de ja. På samme måde er yngre ansatte ofte usikre på begrebet seksuel chikane, og svarer derfor nej, selv om de har haft oplevelser af krænkende karakter.
Det fremgik også af møderne, at nogle ansatte oplever at blive mødt med udsagn om, at seksuel chikane ikke eksisterer på arbejdspladsen, fordi der ikke har været sager af den slags. Det gælder i høj grad arbejdspladser med mange mandlige ansatte. I den forbindelse bør arbejdsgiveren være opmærksom på, at seksuel chikane ofte er tabubelagt og skamfuldt for ofret. Tavsheden fortier måske sandheden. Åbnes der for undersøgelser omkring seksuel chikane, er det heller ikke sikkert, at historierne kommer frem ved første forespørgsel, da det på nogle arbejdspladser er nødvendigt med en ændret samtalekultur og samværsform, før ansatte tør fortælle, hvad de eventuelt har været udsat for.
Endelig er vi også blevet opmærksomme på det store felt af frivillige og ansatte i prækære ansættelser. Det er grupper, der føler sig særligt udsatte, fordi der jobmæssigt står så meget spil. Her har arbejdsgiverne også en forpligtelse til at skabe tryghed.
Seksuel chikane er er et problem, der skal løses i fællesskab. Derfor håber vi, at vi sammen kan holde gang i en konstruktiv dialog om målrettede indsatser, så vi alle ved, at vi kan gå på arbejde og være trygge.
Med venlig hilsen
Danner, Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet