background decorational logo flower

Lovforslag vil forringe ligestilling af kvinder og mænd

Kvinderådet har afgivet høringssvar til Ligestillingsafdelingen under udenrigsministeriet om et udkast til lov om ændring af lov om ligestilling af kvinder og mænd (forenkling af reglerne om indberetning af ligestillingsredegørelser). Kvinderådet finder at ændringen vil forringe kommunernes arbejde med ligestilling.

Læs lovudkastet her

Høringssvar til ”Udkast til lov om ændring af lov om ligestilling af kvinder og mænd (forenkling af reglerne om indberetning af ligestillingsredegørelser).”

Kvinderådet takker for muligheden for at afgive høringssvar i forbindelse med udkastet til lov om ændring af lov om ligestilling af mænd og kvinder.

Grundlæggende set har vi en forståelse for ønsket om at begrænse bureaukratiet i den offentlige sektor og fjerne unødvendige administrative byrder. Vi finder det imidlertid stærkt bekymrende, at det sker på området for ligestilling, da den offentlige sektor er kendetegnet ved et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked, hvor over halvdelen af de ansatte er kvinder, men hvor der samtidig er flere mænd end kvinder ansat i ledende stillinger. Det er dokumenteret, at en så skæv kønsfordeling har negative konsekvenser for såvel samfund som enkeltindivid.[1] Samtidig har kommunerne ansvar for velfærdsydelser som dagtilbud, skole, ældrepleje og andre institutioner, der spiller en vigtig rolle i indsatsen for at nedbruge kønsstereotyper.

Dette understreger behovet for jævnlige ligestillingsredegørelser, da de brugt på rette måde er vigtige redskaber i arbejdet med at opnå mere ligestilling på arbejdsmarkedet. Det fremgår af ministeriets bemærkninger til lovforslaget, at ”redegørelserne i et vist omfang bidrager til at skabe opmærksomhed om ligestillingsarbejdet.” Når arbejdet med redegørelser samtidig, som det også fremgår af bemærkningerne, ikke findes relevante eller anvendelige, er der grund til – inden en lovændring – at få kortlagt om de medarbejdere, der arbejder med området, er klædt godt nok på i form af viden, kurser og efteruddannelse til at arbejde videre med redegørelsernes konklusioner. En redegørelse er ikke nok, hvis der mangler viden om, hvordan der konkret kan følges op med handling på området.

Det fremgår af forslaget, at ”ligestillingspolitik” skal ændres til ”målsætninger for ligestilling.” En sådan ændring bør indeholde krav om, at målsætningen skal indeholde måltal samt redegørelse for, hvordan man vil opnå og arbejde med målsætningen. Uden konkrete måltal er en målsætning ikke forpligtende og målsætningen mister værdi.

Kvinderådet finder det også bekymrende, at lovforslaget indeholder en ændring af afleveringen, så det nuværende krav om aflevering hvert andet år ændres til hvert tredje år, ligesom det også er problematisk med en ophævelse af §5, stk. 4: ”Ressortministeren bearbejder de indsendte redegørelser og indsender inden den 1. november i de år, hvor redegørelserne udarbejdes, en samlet rapport vedlagt de enkelte redegørelser til ministeren for ligestilling.” Længere interval mellem aflevering og en ophævelse af §5, stk. 4, betragter vi som skridt imod en reducering af ligestillingslovens formål om at fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd.

Det fremgår af bemærkningerne til lovudkastet, at forslaget vil medvirke ”til at fremme arbejdet med ligestilling”. Kvinderådet mener, at forslaget vil forringe arbejdet med ligestilling og svække ligestillingslovens formål.

 

Med venlig hilsen

Nanna Højlund, forkvinde

[1] https://www.sfi.dk/publikationer/et-koensopdelt-arbejdsmarked-11749/