Hilsen fra Dansk Kvindesamfund med ny viden om mental load
Hej Allesammen,
Tak for et spændende repræsentantskabsmøde. Meget inspirerende oplæg og diskussioner. Som ny deltager blev jeg meget inspireret af den energi der kommer i rummet, når så mange ligesindede samles. Det gav mig ideen til at række ud.
I ligestillingsdebatten fra medierne og Christiansborg fylder de følgende 3 emner uforholdsvis meget: 1) kvinder der ikke arbejder fuldtid, 2) kvinder, der grundet sygdom, lavtlønnede job og deltid er en underskudsforretning og 3) Kvinder der får for få børn. I Dansk Kvindesamfund er vi derfor i partnerskab med analysevirksomheden Ipsos Danmark og KU gået sammen om at begrebsliggøre mental load samt at kortlægge udbredelsen, fordelingen og konsekvenserne af dette fænomen i danske familier, da vi mener at dette måske kan være med til at belyse de underlæggende strukturer der er med til at skabe politikerne 3 yndlingsproblemer.
Det blev til to rapporter, der blev præsenteret på en konference på Christiansborg 11. september. Selvom vi forsøgte at dele budskabet bredere var det ikke noget medierne ud over information fandt interessant nok til at skrive om.
Det vigtigste for os er imidlertid heller ikke at komme på forsiden, men derimod at vores læringer kan komme ud og arbejde og forhåbentlig benyttes som trædesten til endnu grundigere forskning og studier i hvordan den skæve fordeling af mentale byrder påvirker mentalt helbred, sygdomsstatistikker, selvværd og sund tilknytning til arbejdsmarkedet, samt bedre kortlægning af forsøg med hvad der kan gøres ved det.
Her er link til de to rapporter og derefter de vigtigeste pointer vi nåede frem til. Hvis nogen ønsker rådata kan disse rekvireres ved at kontakte lva@danskkvindesamfund.dk
Kvalitativt studie: https://www.danskkvindesamfund.dk/s/Report_Making-the-Invisible-Visible_KU.pdf
Kvantitativt studie: https://www.ipsos.com/sites/default/files/ct/news/documents/2025-09.pdf
Hovedkonklusioner:
- 4 ud af 5 danskere oplever mental load hver uge uge –
- 1 ud af 5 kvinder rammes dagligt mens dette kun er tilfældet for 1 ud af 10 mænd.
- Kvinder er hovedansvarlige for 8 ud af 11 huslige områder, mens mænd kun er hovedansvarlige for to.
- Hovedansvar dækker både over planlægning, udførsel, delegering og opfølgning.
- Mental load er højest i aldersgruppen 35 – 44 år og blandt alene-forældre, hvor over en tredjedel oplever mental load flere gange dagligt.
- Mere end halvdelen af både mænd og kvinder rapporterer, at mental load medfører tankemylder, koncentrationsbesvær og lavt selvværd. Godt hver tredje rapporterer, at det påvirker deres evne til at levere på arbejdet.
- Flere unge kvinder giver udtryk for at frygten for mental load afskrækker dem fra at få børn.
De bedste hilsner,
Louise Vinther Alis