Den 7. april 2024 holdt vi generalforsamling på Arbejdermuseet og fejrede samtidig Kvinderådets 125 års fødselsdag. Det var en fornøjelse at samle alle vores medlemsorganisationer om fællesskabet, feminismen og de forandringsambitioner, som vi deler og sammen arbejder for.
Et af højdepunkterne var valget af to nye næstforkvinder til Kvinderådets styrelse. Det er nu Lis Munk fra Jordemoderforeningen og Caroline Tromer Dragsdahl fra IDA, der som næstforkvinder står i spidsen for Kvinderådets styrelse sammen med forkvinde Maria Jose Landeira Oestergaard.
Det betød farvel til de to dygtige kvinder, som har udfyldt disse vigtige poster. Tak til Camilla Gregersen fra DM – fagforening og Dorthe Boe Danbjørg fra Dansk Sygeplejeråd (DSR) for alt det forandringsarbejde, de har lagt som næstforkvinder i Kvinderådet.
Der blev også valgt nye styrelsesmedlemmer. Vi glæder os til det fortsatte samarbejde med Mette Marie Yde, Clara Halvorsen, Karen Lisbet Jacobsen, Juliane Marie Neiiendam og Pia Heidi Nielsen, som blev genvalgt, og siger varmt velkommen til Kristina Robins fra Dansk Sygeplejeråd (DSR) og Edith Jakobsen fra Djøf.
På programmet var også optagelse af tre nye medlemsorganisationer i Kvinderådet. Vi er glade for at byde velkommen til Everyday Sexism Project Danmark, Refugees Welcome Danmark og Somali Danish Women in Action.
Udover det formelle program havde vi gjort plads til et indslag som led i vores kampagne #tagstillingtilligestilling i forbindelse med Europa-parlamentsvalget i juni 2024. Vores styrelsesmedlemmer Sif Holst fra Danske Handicaporganisationer (DH) og Juliane Marie Neiiendam fra VIRKSOMME kvinder holdt oplæg om arbejdet som civilsamfundsrepræsentanter i European Economic and Social Committee. Derudover havde vi inviteret Helle Jacobsen og Evin Incir fra S&D gruppen i Det Europæiske Parlament til at holde oplæg om deres arbejde for at realisere det første EU-direktiv om vold mod kvinder.
Tak til alle vores medlemsorganisationer for at deltage i vores generalforsamling og 125 års fødselsdagsfejring.
Foto: Margarita Landeira, Zonta CPH Multicultural