High-level møde i Madrid om sundhedssektorens rolle i forebyggelse af kønsbaseret vold

High-level møde i Madrid om sundhedssektorens rolle i forebyggelse af kønsbaseret vold I november deltog Kvinderådets direktør Helene Forsberg i WHO Regional Office for Europe’s high-level møde “I believe you: Building Survivor-Centered Health Systems for Women and Girls”. Mødet fandt sted i Ministerio de Sanidad i Madrid som optakt til den internationale dag for eliminering af vold mod kvinder den 25. november. Dagen markerede også Istanbulkonventionen – det mest ambitiøse internationale rammeværk for forebyggelse af og beskyttelse mod kønsbaseret vold. Helene Forsberg deltog i mødet på vegne af Kvinderådet og Det Nationale Voldsobservatorium sammen med en masse andre stærke aktører verden over. Mødet samlede beslutningstagere, forskere, civilsamfundsorganisationer og internationale aktører på nationalt, europæisk og globalt niveau. Der blev sat fokus på sundhedssektorens rolle i arbejdet med tidlig opsporing af kønsbaseret vold og beskyttelse af voldsudsatte kvinder og piger. På tværs af Europa rummer sundhedssektoren et stort, men fortsat underudnyttet potentiale i mødet med voldsofre. Ifølge WHO’s beregninger, koster vold med kvinder 289 milliarder dollars årligt alene i den europæiske region. Bag tallene ligger alvorlige og langvarige menneskelige konsekvenser, hvilket understreger behovet for investeringer i forebyggelse, tidlig indsats og et kvalificeret sundhedsvæsen. Tak til Ane Villumsen som rejste med, og til Miljø- og Ligestillingsministeriet, der også har fokus på sundhedssektorens rolle i tidlig opsporing af kønsbaseret vold. Også tak til WHO Regional Office for Europe og andre involverede for de vigtige drøftelser og vidensopbygning som del af arbejdet for at forebygge og eliminere kønsbaseret vold. Læs mere i WHO’s rapport via dette link.

Har magten et køn i kommuner og regioner?

Har magten et køn i kommuner og regioner? Valget er ovre, og posterne er fordelt. Men hvordan ser det egentlig ud med kønsfordelingen og gennemsnitsalderen i de 98 kommuner og de nu fire regioner? Her får du en status på køns- og aldersbalancen i regions- og kommunalpolitik efter valget den 18. november 2025. I forbindelse med kampagnen Tag Stilling til Ligestilling har vi undersøgt kønsfordelingen blandt opstillede kandidater, landets nye kommunalbestyrelser, borgmestre, regionsråd og regionsrådsformænd. Vi har også set på gennemsnitsalderen blandt opstillede kandidater samt blandt landets nye borgmestre og byrådsmedlemmer i de 98 kommuner, og for de fire nye regionsrådsformænd.   Borgmesterposter  Efter valget den 18. november har vi en ny rekord med 27 kvindelige borgmestre i de 98 kommuner, hvilket svarer til 27,55% kvinder. Til sammenligning var der efter valget i 2021 21 kvindelige borgmestre, og tallet steg til 22 kvindelige borgmestre inden valgdagen i 2025, hvilket svarer til 22,45% kvinder. Ser vi på gennemsnitsalderen for de nyvalgte borgmestre, er den faldet til 51,19 år. Den yngste borgmester er 29 år, og den ældste er 71 år. Til sammenligning var gennemsnitsalderen på borgmestrene efter valget i 2021 51,76 år, med den yngste borgmester på 28 år og den ældste på 73 år. Det er en del højere end gennemsnitsalderen i den danske befolkning, som er på 42,6 år (Danmarks Statistik). Derudover er der blot 6 unge borgmestre under 35 år, hvoraf 5 er mænd og 1 er kvinde. Den yngste kvindelige borgmester er 33 år. Til sammenligning var der i 2021 5 borgmestre på 35 eller derunder – fire mænd og én kvinde. Det vil sige, at der er sket en lille stigning i andelen af kvinder og unge på borgmesterposterne.   Byrådsmedlemmer  Zoomer vi ud og ser på kommunalbestyrelserne som helhed, er der i år valgt 900 kvinder ind og 1532 mænd, hvilket i procenttal svarer til, at 37% af byrådspolitikerne er kvinder. Det er en lille fremgang siden valget i 2021, hvor 874 kvinder (35,9%) blev valgt ind (Institut for Menneskerettigheder; Opgørelse fra Momentum og Danske Kommuner). Dog er det stadig langt fra repræsentativt for kønsfordelingen i den danske befolkning. Efter valget i 2025 er gennemsnitsalderen for de nyvalgte kandidater 50,9 år. Til sammenligning var gennemsnitsalderen i kommunalbestyrelserne efter valget i 2021 51,3 år (Danske Kommuner), hvilket betyder et lille fald på knap et halvt år. Over halvdelen af borgerne i Danmark er kvinder, men kvindelige byrådsmedlemmer udgør kun 37%. Samtidig er byrådsmedlemmerne i gennemsnit 8,3 år ældre end den gennemsnitlige danske borger, hvilket viser en aldersmæssigskævhed i repræsentationen.   Regionsrådsmedlemmer I regionerne ser det en del mere balanceret ud. Her er 68 ud af 134 nyvalgte regionsrådsmedlemmer kvinder, hvilket svarer til 50,75% kvinder og 49,25% mænd. Det er omkring et halvt procentpoint flere kvinder end i 2021, hvor 103 (50,24%) kvinder blev valgt ind ud af 205 medlemmer i de daværende fem regioner. Det er både en stigning i procentfordelingen af kvinder, en ny rekord og repræsentativt for befolkningen. Det er en beskeden, men positiv udvikling for regionsrådende, som er værd at fejre.   Regionrådsformænd  Når vi ser på formandsposterne i regionerne, er fordelingen desværre langt fra ligelig. I 2021 var der fire mænd og én kvinde på formandsposterne, men to regioner (Region Hovedstaden og Region Sjælland) er i år blevet slået sammen til Region Østdanmark. Af de nu 4 regionrådsformænd er der valgt 4 mænd og ingen kvinder – altså 0% kvinder og 100% mænd. Gennemsnitsalderen blandt de fire formænd er også steget til 52,75 år – en stigning fra 44,60 år efter valget i 2021. Ledelsen i regionerne er altså både ældre og mindre repræsentativ for befolkningen.   Opstillede kandidater  Forskelle i køn og alder blandt de opstillede kandidater afspejler nogle af de skævheder, vi ser i valgresultaterne. I kommunerne var der 6000 opstillede mænd og 3217 opstillede kvinder, mes tallene i regionerne var 744 mænd og 404 kvinder. Det betyder, at 65% – næsten to tredjedele af kandidaterne til både kommunalbestyrelser og regionsråd var mænd, hvilket tydeligt viser en skæv kønsfordeling. Samtidig var der ved dette valg rekordmange opstillede kandidater over 70 år. Ud af de 9217 kandidater til kommunalvalget var 3296 over 60 år, svarerende til 35,76%, hvoraf 2322 var mænd og 985 kvinder. Det vil sige, at 25% af de opstillede kandidater var mænd over 60 år. Ved regionsvalget er billedet nærmest det samme. Ud af de 1148 opstillede kandidater var 429 over 60 år, svarende til 37,37%, med 304 mænd og 125 kvinder, altså 26,5% mænd over 60 år (Danmarks Statistik).   Konklusion   Resultaterne viser, at kønsbalancen i de danske kommuner efter valget er en smule mere lige fordelt mellem mænd og kvinder sammenlignet med 2021. Regionsrådene består af over 50% kvinder, og vi har taget et lille skridt mod bedre repræsentation lokalt, når vi ser på kvinder i både kommuner og regioner.  Alligevel er der stadig lang vej til at opnå lige fordeling, især på borgmesterposter, som fortsat domineres af mænd, og særligt i regionernes øverste ledelse, der udelukkende består af mænd. Aldersgennemsnittet ligger også langt højere end befolkningens gennemsnitsalder, og kønsminoriteter er generelt underrepræsenterede i både kommuner og regioner.   Hvorfor er der ikke flere kvinder på ledelsesposterne?  Det skyldes ikke manglende interesse eller kompetencer. Tværtimod er det udtryk for, at vi stadig ikke i Danmark reelt har opnået lige adgang til magt og indflydelse i lokalpolitik. Den politiske kønsulighed afspejler det samfund, vi er del af, hvor kønsstereotyper stadig spiller en rolle og hvor særligt unge, kvinder og kandidater med minoritetsidentitet systematisk udsættes for hadtale, chikane og delegitemering af deres kompetencer og fremtoning. 73% af alt kønsbaseret had på Facebook er rettet mod kvinder, hvilket har betydning for motivationen for at genopstille eller stille op i første omgang (Analyse & Tal og TrygFonden). Samtidig kan andre kulturelle faktorer spille ind så som ulige fordeling af omsorgsarbejdet, manglende økonomisk frihed til at prioritere et tidskrævende lavtlønnet hverv og en fortsat prioritering af særligt mænd på de lønnede poster i kommunal- og regionspolitik.  Danmark er fortsat bagud

Mændenes internationale dag

Mændenes internationale dag Kvinderådet markerede Mændenes Internationale Dag d. 19. november, fordi arbejdet for rettigheder og ligestilling er en fælles sag. Ligestilling går på tværs af køn, og manglende ligestilling påvirker også mænd. Mange af de barrierer, der hæmmer kvinders muligheder, udspringer af uligheder i kønsroller og normer, som også begrænser mænd, og derfor skal vi adressere dem i fællesskab. I den forbindelse skrev Kvinderådets direktør, Helene Forsberg-Madsen, sammen med DareGender sekretariatschef Andreas Beck Kronborg skrevet et debatindlæg i Jyllands-Posten om, hvorfor vi skal stå sammen og bakke op om mændenes dag.   Tak til enhver, der arbejder med og bakker op om ligestilling for alle uanset køn.  

Kvinderådet søger to praktikanter til forårssemestret 2026

Kvinderådet søger to praktikanter til forårssemestret 2026 Vil du arbejde for ligestilling og kvinders rettigheder? Er du under uddannelse – og vil du gerne supplere teoretisk viden med praktisk og politisk arbejdserfaring i civilsamfundssektoren?  Så kan du ansøge om at blive praktikant hos Kvinderådet i forårssemesteret 2026. Som praktikant i Kvinderådet vil du være en del af et lille arbejdsfællesskab, hvor arbejdsopgaverne er meningsfulde, indimellem komplekse og ofte varierende. Du vil få indblik i og berøring med en bred vifte af vores arbejdsområder – politisk interessevaretagelse for kvinders rettigheder og ligestilling, projekter og partnerskaber både i ind- og udland, kampagnearbejde, udvikling og afvikling af arrangementer, koordinering og kommunikationsopgaver. Du vil både skulle arbejde selvstændigt med opgaver og som del af et team, hvor mange opgaver løses i samarbejde med Kvinderådets direktør, medarbejdere og samarbejdspartnere. Praktikken kan afspejle dine interesser og faglige vinkel, men dine arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte: Planlægning, koordinering og kommunikation i forbindelse med Kvinderådets arrangementer, for eksempel 8. marts, generalforsamling, Talk Town festival og kampagnen ’Tag stilling til ligestilling’ i forbindelse med det kommende folketingsvalg. Indholdsproduktion, for eksempel artikler til Kvinderådets nyhedsbrev, hjemmeside, debatindlæg og digitale platforme. Vidensopgaver, for eksempel udarbejdelse af oplæg til ekstern formidling, videndeling med elever via Kvinderådets Skoletjeneste og researchopgaver. Bidrage til at understøtte Kvinderådets politiske interessevaretagelse og internationale samarbejder. Deltage i afholdelsen af arrangementer og varetage diverse ad hoc-opgaver. Vi forestiller os, at du: Er i gang med en videregående uddannelse, der giver mulighed for praktik. Det er ikke vigtigt hvilken uddannelse det er, så længe den er relevant for vores arbejde. Interesserer dig for ligestilling, køn, feminisme og har lyst til at stifte bekendtskab med interessevaretagelse og alliancearbejde i en paraplyorganisation. Er god til at arbejde selvstændigt og strukturere din tid, men er også glad for at indgå i tæt samarbejde med kollegaer og samarbejdspartnere. Har erfaring med officepakken og gerne Canva, hjemmeside mv. Trives med mange forskellige typer af opgaver og at have kontakt med mange forskellige aktører – medlemsorganisationer, samarbejdspartnere mv. Det tilbyder vi dig: Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at række ud til os på mail. Send din ansøgning og CV til kvr@kvinderaad.dk senest den 8. december. Vi afholder samtaler løbende. Om Kvinderådet Kvinderådet er den danske paraplyorganisation for kvinders rettigheder og ligestilling både i Danmark og internationalt. Kvinderådet har 49 medlemsorganisationer på tværs af politiske partier, fagforeninger og civilsamfundsorganisationer. Kvinderådet har kontor i Kvindernes Bygning centralt i København.

Highlights fra valgkampagnen

Tag Stilling til Ligestilling: Highlights fra Kampagnen Efter et intenst og forandrende kommunal- og regionsvalg lakker endnu et kapitel i Kvinderådets kampagne Tag Stilling til Ligestilling mod enden. Vi vil derfor sige stort TAK til alle de modige kandidater, der har stillet op og taget stilling til ligestilling på tværs af landet. Formålet med kampagnen var at styrke unge, kvinder og minoriteters lokale repræsentation og indflydelse, og samtidig motivere særligt unge vælgere til at sætte kryds for ligestilling og repræsentation til valget den 18. november.  Kampagnen blev skudt i gang med en debat på Folkemødet 2025 og har siden fyldt i vores arbejde med debatter landet over, ved Kvinderådets Repræsentantskabsmøde og ved dette års Talk Town festival den 3. oktober, hvor vi holdt et brag af en valgfest og satte fokus på pres på kvinder, unge og minoriteter i lokalpolitik, og på ligestilling, feminisme og fundamentale rettigheder med talks og debatter med både politikere, eksperter, civilsamfund og andre, der er engagerede i dansk lokalpolitik. I kampagnens slutspurt har vi også afholdt en række valgdebatter i København, Aarhus og Odense med et bredt panel af politikere der var med til at sætte ligestilling og repræsentation på dagsordenen både i kommunal- og regionalpolitik. På tværs af kampagnens debatter stod flere temaer tydeligt frem, heriblandt behovet for at styrke kvinders sundhed, fra bedre forskning og mere sammenhængene sundhedstilbud til en øget politisk prioritering af områder som reproduktiv og mental sundhed. Der var også et stort fokus på behovet for at styrke indsatsen for voldudsatte, blandt andet gennem bedre og mere langsigtet støtte samt forebyggende indsatser som anonym, online rådgivning. Et gennemgående tema også var den stigende mængde had og chikane som særligt unge, kvinder og minoriteter møder, når de engagerer sig politisk, og nødvendigheden for at skabe tryggere rammer for politisk deltagelse. Samlet viste temaerne tydeligt, at ligestilling fortsat kræver politisk handling, og at lokalpolitik spiller en vigtig rolle i at sikre lige vilkår for alle. Kampagnen har også været stærkt til stede online, hvor vi blandt andet har samlet ligestillingsløfter på vores hjemmeside fra en lang række kandidater og delt videoer med kandidaters ligestillingsløfter på vores digitale platforme. En kæmpe tak til alle jer der deltog i kampagnen, vi er enormt glade for at have haft den brede og stærke repræsentation af partier og kandidater med landet over. En særlig tak til vores dygtige og kompetente eksperter og samarbejdspartnere, heriblandt KVINFO, Amnesty, Ungdomsbureauet, Institut for Menneskerettigheder, Søstre mod Vold og Kontrol og Kvindehuset i Århus samt til alle vores medlemsorganisationer, der også undervejs har bidraget med vigtige perspektiver og opbakning til kampagnen. Også tak til Mikkeline Thomsen og den vigtige rapport fra Analyse & Tal og Trygfonden som vi har refereret til gentagne gange i løbet af kampagnen, til Julie Panton for at lave det flotte kampagnemateriale, og til Tuborgfondet for at støtte kampagnen. I den kommende tid følger vi op på valgets resultater med særligt fokus på kønsbalancen og repræsentationen af unge, kvinder og minoriteter i de nyvalgte kommunal- og regionsråd. I kan følge med her på hjemmesiden og på vores digitale platforme, hvis i vil se med når vi deler hvordan det står til med repræsentationen og kønsbalancen – og holder de valgte kandidater op på ligestillingsløfter, vi håber at se indfriet. Tag Stilling til Ligestilling plakat Tag Stilling til Ligestilling plakat Folkemødet 2025 Folkemødet 2025 Kvinderådets repræsentantskabsmøde Kvinderådets repræsentantskabsmøde Talk Town Festical 2025 Talk Town Festival 2025 Talk Town Festival 2025 Talk Town Festival 2025 Valgdebat i Aarhus Valgdebat i Aarhus Valgdebat i Odense Valgdebat i Odense Valgdebat i København Valgdebat i København

Tag Stilling til Ligestilling – Kvinderådets kommende arrangementer

Kvinderådets kommende arrangementer Kommunal- og regionsvalget nærmer sig, og Kvinderådet sætter igen ved dette vigtige valg fokus på ligestilling og repræsentation i politik. Med kampagnen Tag Stilling til Ligestilling stiller vi skarpt på lige adgang, ligestilling og repræsentation i lokalpolitik frem mod kommunal- og regionsvalget den 18. november. Formålet med kampagnen er at styrke unge, kvinders og minoriteters lokale repræsentation og indflydelse, og samtidig motivere særligt unge vælgere til at sætte kryds ved ligestilling og repræsentation. Som en del af kampagnen afholder vi en række valgarrangementer rundt om i landet, og du er inviteret!   Valgmøde – Tag Stilling til Ligestilling Søster 🗓️ 3. november kl. 12.30–14.30 📍 Solsalen, Ingerslevs Boulevard 3, 8000 Aarhus C I samarbejde med Søstre mod vold og kontrol og Kvindehuset. Mød kandidaterne: Polly Dutschke (Moderaterne) Sarah Jarsbo (Enhedslisten) Bettina Nørkjær Franch (Radikale Venstre) Liv Gro Jensen (SF) Tenna Røberg (DF) Susanne Lund (Konservative) Maja Albrechtsen (Socialdemokratiet) Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (Alternativet) Louise Svenstrup (Liberal Alliance)   Valgdebat – Tag Stilling til Ligestilling 🗓️ 4. november kl. 15.30–17.30 📍Caféen i Ungdomshuset, Nørregade 60, 5000 Odense C I samarbejde med Ungdomsbureauret og Ungdomshuset i Odense.  Alle er velkomne – tilmeld dig igennem hjemmesiden her. Mød kandidaterne: Sofie Mosgaard (Venstre) Katrine Wulff (SF) Christiane Falke Bjerrregaard-Laursen (Liberal Alliance) Sidsel Bak (Enhedslisten) Anne Fabricius (Socialdemokratiet) Anne Skau Styrishave (Radikal Venstre) Simon Nyborg Jensen (Alternativet) Smita Salagare (Moderaterne)   Valgdebat og Fredagsskål – Tag Stilling til Ligestilling 🗓️ 7. november kl. 15.30–17.30 📍 Folkestuen i Demokrati Garage, Rentemestervej 57, 2400 København NV I samarbejde med KVINFO og Institut for Menneskerettigheder. Alle er velkomne – tilmeld dig igennem hjemmesiden her. Mød kandidaterne: Karoline Lindgaard (Alternativet) Luna Solhave (Venstre) Ellen Emilie (Moderaterne) Helena Udsen (Enhedslisten) Signe Bøgevald (Liberal Alliance) Alina Protsyk (Radikale Venstre) Sadek Al-Amood (SF) Maria Gudme (Socialdemokratiet) Har du spørgsmål, kan du skrive til astrid@kvinderaad.dk. En stor tak til Tuborgfondet for at støtte vores valgkampagne og bidrage til at sætte ligestilling og repræsentation på dagsordenen i lokalpolitik.

Politisk prioritering af indsatsen mod partnervold og partnerdrab

Politisk prioritering af indsatsen mod partnervold og partnerdrab Der er gode nyheder i arbejdet mod partnervold og partnerdrab. En ny politisk aftale tager nu vigtige skridt til at styrke indsatsen mod den mest udbredte og farligste form for kønsbaseret vold.   Aftalen indeholder flere vigtige indsatser: Udvidelse af forsøgsordningen med omvendt fodlænke Styrkelse af ambulante indsatser til ofre for vold Etablering af et voldsfagligt familiecenter Nedsættelse af en partnerdrabskommission   I Kvinderådet har vi sammen med mange andre længe presset på for, at indsatser som disse skulle prioriteres. Derfor er vi rigtig glade for, at justitsminister Peter Hummelgaard, ligestillingsminister Magnus Heunicke og alle de involverede partier bag strafreformen nu har taget de nødvendige skridt for at styrke indsatsen mod partnervold og partnerdrab i Danmark.   Der skal også lyde et stort tillykke til Danner og Dansk Stalking Center, som med denne aftale får langsigtede bevillinger til deres vigtige arbejde for ofre for vold.   Justitsministeren sagde i forbindelse med aftalen: ”En. Bedre indsats imod partnervold er også den bedste forebyggelse af partnerdrab.”. Det er vi i Kvinderådet enige i, og ser frem til, at aftalen følges op af en bredere og mere langsigtet indsats mod kønsbaseret vold.   Læs den nye politiske aftale her.

Optakt til 25-året med resolution 1325 for Kvinder, Fred og Sikkerhed

Optakt til 25-året med resolution 1325 for Kvinder, Fred og Sikkerhed Det er i år 25 år siden FN’s Sikkerhedsråd vedtog det internationale rammeværk for Kvinder, Fred og Sikkerhed UNSCR 1325, der kalder på en styrkelse af kvinders rettigheder, beskyttelse og afgørende rolle i freds- og sikkerhedsarbejde.   Men selv efter 25 år har vi stadig en stor opgave foran os. Kvinder mangler fortsat reel repræsentation og indflydelse i fredsforhandlinger, og kønsperspektivet bliver ofte overset i krig og konflikter. Derfor samlede Kvinderådet, sammen med Oxfam Danmark, Folkekirkens Nødhjælp og Sex & Samfund, med støtte fra Globalt Fokus, og på vegne af det danske netværk for Kvinder, Fred og Sikkerhed, en stærk kreds af internationale partnere i København d. 1-2. oktober 2025 til et in-person seminar for at kaste lys over, hvor vi står, og vække håb og handling til fremtidens arbejde for kvinder, fred og sikkerhed.   Tak til alle der tog turen til København, heriblandt vores partnere fra The Sex Talk Arabic, MIFTAH, ATHENA Network og LDDF-INJAD. Tak for at dele viden, erfaringer og håb for en mere retfærdig og fredelig verden, og for at være stærkt repræsenteret med jeres perspektiver for kvinder, fred og sikkerhed på Talk Town dagene efter.   Kvinderådets direktør Helene Forsberg fortsatte efter gode dage i København med den regionale markering i Jordan, som hun var inviteret til af vores palæstinensiske partnere MIFTAH. Her mødtes kvinderettighedsforkæmpere fra Palæstina, Irak, Syrien, Libanon og Yemen, for at gentænke FN’s Sikkerhedsresolution 1325 på en måde, hvor kvinder i SWANA regionen bliver inkluderet i fredsforhandlinger og lokale aktører bliver sat først.   ”Det spinkle skud håb, jeg alligevel har bragt med mig hjem, skyldes mødet med de mange lokale aktører, civile organisationer og andre der bliver ved med vedholdende at arbejde for kvinder, fred og sikkerhed trods enorme personlige risici, og selv når det synes umuligt” fortæller Helene.   Tak for invitationen til MIFTAH og aktørerne bag, heriblandt PAX, Oxfam International, War Child, British Embassy Amman, Ministry of Foreign Affairs of the Netherlands, WILPF, ABAAD MENA og de mange lokale organisationer, for deres store arbejde for kvinder, fred og sikkerhed.

Danmark får et forskningscenter for kvinders sundhed

Danmark får et forskningscenter for kvinders sundhed Der er rigtig gode nyheder for kvinders sundhed i Danmark. Regeringen har nemlig i denne uge besluttet at afsætte 160 millioner kroner over de næste fire år til et nyt Nationalt Center for Forskning i Kvinders Sundhed.   Det er et enormt tiltrængt fremskridt, som mange aktører har arbejdet målrettet for i årevis. Et forskningscenter for kvinders sundhed er et afgørende skridt mod at gøre op med den systematiske underprioritering og underfinansiering af kvinders sundhed, som alt for længe har præget området.   ”Et forskningscenter for kvinders sundhed er et afgørende skridt i retning af at gøre op med den systematiske underprioritering af kvinders sundhed, der har gjort sig gældende i årevis. Det er en anerkendelse af de kvinder, som kæmper med sygdomme og tilstande uden i dag at tilbydes tilstrækkelig behandling, og det er helt essentielt for ligestilling i sundhed.” Kvinderådets direktør Helene Forsberg.   I Kvinderådet vil vi også sende en stor tak til Alliancen for Kvinders Sundhed, en række af vores medlemsorganisationer og de mange politikere, fagpersoner og forskere, som har været med til at gøre dette muligt. Derudover skal der også lyde en stor tak til Sundhedsminister Sophie Løhde, Ligestillingsminister Magnus Heunicke og Uddannelses-og Forskningsminister Christina Egelund, som med denne beslutning har taget et vigtigt skridt for ligestilling i sundhed.   Læs den nye politiske aftale her. Læs vores indlæg i Altinget.dk fra i sommer her.

Inspiration og arrangementer den kommende tid

Inspiration og arrangementer den kommende tid Kommende arrangementer 13. november: Løngaaab – Kvindernes Sidste Arbejdsdag 13. november: Sex, Liv og Lyst 15. november: Talks for Kvinder: Din Sundhed, Dit Liv 25. november: Arbejdsmiljø i Arbejdslivets Faser   Inspiration Hilsen fra Dansk Kvindesamfund med ny viden om mental load