Kvinder i Folketinget er nu 48% - men der er fortsat hårdt brug for arbejdet for kvinders rettigheder og ligestilling!

I Kvinderådet glæder vi os over, at danskerne ved valget d. 24. marts stemte for et mere ligestillet Folketing. Det er en sejr for demokratiet og for kvinders ligestilling og rettigheder, at vi nu, 111 år efter at kvinderne fik ret til at stille op til Folketinget, kan markere en nogenlunde kønsbalance i Folketinget.

Men mens vi har prøvet at fejre den længe ventede sejr for demokratiet og for kvinders rettigheder og ligestilling i Danmark, har det været nedslående at følge debatten i kølvandet på valget. Det kom hurtigt til at handle om unge kvinders udseende og seksuelle markedsværdi, som angiveligt skulle begrunde deres valg til Folketinget. Kvinderådets direktør Helene Forsberg sagde det klart:

Det er svært at finde ord for hvor nedværdigende debatten er, om at unge kvinders seksuelle markedsværdi angiveligt skulle begrunde deres valg til Folketinget. Det vidner om et dybt nedværdigende syn på (unge) kvinder, og det taler sig eget tydelige sprog om at der fortsat er hårdt brug for at arbejde for kvinders rettigheder og ligestilling”

Da denne debat endelig stilnede af, blev den overtaget af debatten, om hvorvidt unge kvinders stigende mistrivsel er selvforskyldt og at de jo bare kunne tage sig sammen.

”Ser man det hele lidt i sin sammenhæng, er det svært ikke at bemærke, at unge kvinder i den grad står for skud. Når de vælges til Folketinget sker det angiveligt pga. deres udseende og når de mistrives, er det deres egen skyld. Det er en bekymrende ansvarsfralæggelse, vi er vidne til, og det er uværdigt for et samfund som kalder sig ligestillet.”

I Kvinderådet inviterer det nye Folketing og den kommende nye regering til at tage politisk ansvar og stille sig i spidsen for at styrke trivslen og bekæmpe det kvindehad og pres på (unge) kvinder, som desværre stadig gør sig gældende også her i Danmark.

Vælger vi at lade være, vil konsekvenserne være enorme – både for kvinders trivsel og for lysten til at engagere sig i demokratiet og stille sig frem i den offentlige debat.

I Kvinderådet står vi klar til samarbejde med det nye Folketing om at sikre tryg demokratisk deltagelse og bekæmpe det urimelige og uværdige debatklima.

Tak til jer, som har stillet op for demokratiet, og til jer som siger klart og tydeligt fra overfor det nedværdigende syn på unge kvinder, som debatterne er udtryk for. Der er brug for hver og en af jer!