background decorational logo flower

Kvinderådet til Ligestillingsminister: Ny kultur nødvendig

Kvinderådet er sammen med en række kvinder fra medieverdenen i dag inviteret til møde med Ligestillingsminister Mogens Jensen. Det sker efter, at studieværten Sofie Linde – og senest over 1600 af hendes kolleger – har stillet sig offentligt frem og sat fokus på problemet med seksuel chikane og sexisme.

”Det her momentum skal bruges til at skabe en ny kultur på de danske arbejdspladser”, udtaler Nanna Højlund, forkvinde for Kvinderådet.

Hun er glad for, at Ministeren har inviteret til dialog. Både med de kvinder, der har stillet sig frem, med kvindeorganisationerne og med arbejdsmarkedets parter. For mange aktører skal være bærere af en ny kultur, hvis det skal lykkes.

Gryden skal holdes i kog

”Seksuel chikane sker i høj grad, hvor en sexistisk kultur gør det muligt. For mig er det åbenlyst, at særligt ledelsen på de danske arbejdspladser har lektier for. Deres ansvar for at forebygge chikane skal gøres klarere”, mener Nanna Højlund.

Hun mener dog samtidig at man skal passe på med at pege én ting ud og så tro, at problemet er løst. At ændre en kultur kræver mere end det.

”Nu er gryden i kog og vi må for gud skyld ikke tage den af blusset. Vi oplever for første gang virkelig en vilje til at gøre op med den sexistiske kultur på arbejdspladserne. Det er fantastisk. Min fornemmelse er dog, at folk stadig ikke ved, hvor de skal henvende sig med deres oplevelser – som offer eller vidne til krænkelser og sexistisk kultur. Vel at mærke uden at sætte deres karriere eller jobsikkerhed over styr”.

På mødet med Ministeren vil Kvinderådet derfor bl.a. have fokus på, at der skal være tilbud om hjælp, rådgivning og vejledning, der dækker alle dele af arbejdsmarkedet.

Kontakt: Nanna Højlund, forkvinde. Tlf. 26723134