Første speciale fra Kvinderådets specialekontor

Sommeren 2018 oprettede Kvinderådet et specialekontor, hvor studerende, der skriver om emner indenfor ligestilling, køn eller feminisme, kan arbejde med deres afsluttende opgave. Første studerende, Mia Horup Pedersen fra Advanced Migration Studies, er netop blevet færdig og nedenfor kan du læse en artikel, hun har skrevet om sit speciale. Kvinderådets specialepladser kan søges af alle, og der er to ledige pladser fra sommeren 2019. ”There are no Gangsters in Paradise” Maskulinitet og marginalisering blandt mandlige palæstinensiske efterkommere, der er vokset op I udsatte boligområder i Danmark. Med udgangspunkt i maskulinitets- og intersektionalitetsforskning undersøger jeg i dette speciale marginalisering samt opfattelse- og performance af maskulinitet blandt mandlige palæstinensiske efterkommere, der vokser op i udsatte boligområder i Danmark. På baggrund af etnografisk feltarbejde, interviews, digital etnografi og The Man-Box spørgeskema m.m. udført blandt i alt 14 interviewpersoner i en Fædre Klub (Palæstinensiske fædre), Ungdomsklub (Lillebrorgenerationen) og bandeexit-program (Storebrorgenerationen) konkluderer jeg, at min målgruppe, lever med multiple former for marginalisering grundet intersektionen af deres etnicitet, køn, alder, klasse, bydel og religion. Bl.a. oplever de, at deres lærere ingen forventninger har til dem udover at være til besvær, at det er svært at finde ungdomsarbejde, at være udsat for racial profiling i forbindelse med anholdelser for noget de ikke har gjort, at leve under særlovgivning såsom visitations- og skærpede strafzoner i deres bydel mm. Disse multiple former for marginalisering internaliseres af mine interviewpersoner og skaber flertalsmisforståelser om, hvor ”normalt” det er at være kriminel eller i en bande, og reproducerer narrativer imellem dem om bl.a. at være uintelligente, farlige og ikke velkomne i Danmark. Ydermere konkluderer jeg, at mine interviewpersoner artikulerer såkaldte ’toxic’ maskuline idealer, herunder at man som mand absolut skal være den primære økonomiske forsøger i en familie, at piger skal opdrages med mere kontrol og begrænsninger end drenge, legitimering af vold på baggrund af familiens ære og obligatorisk heteroseksualitet. Samtidig med deres egne maskuline forventninger til dem selv lever de også med strenge forventninger fra deres familier og omgangskreds i forhold til, hvordan en rigtig mand skal være. Forventninger som er svære at leve op til, når multiple former for marginalisering på baggrund af medfødte karakteristika gør det svært at konkurrere med den majoritetsetniske befolkning i Danmark. Som en modreaktion til de strukturelle uligheder drengene oplever, argumenter jeg for, at de performer en form for protest maskulinitet, hvor de gennem musik, religion og ved at være rollemodeller for den næste generation af unge efterkommere i deres områder vender uligheden til deres fordel og finder maskulin status i positive fællesskaber. På trods af en lyst til at være en del af Danmark vender de ryggen til det danske samfund, og fremfor nationalt findes identifikation derimod lokalt (bydelsnationalisme), globalt (Islam og Palæstina) og transnationalt (identifikation med den franske og amerikanske ghetto gennem media og hip hop musik). Sidst men ikke mindst har jeg fundet ud af, at storebror-generation i den bydel, jeg har beskæftiget mig med gør det modsatte af, hvad kriminalpræventive initiativer er bygget på. Fremfor at den kriminaliserede del af storebrorgenerationen rekrutterer lillebror-generationen til kriminalitet og bander, så forebygger de rekrutteringen ved at bruge dem selv som eksempler på et liv, man ikke vil leve. De motiverer derimod de unge drenge til at forsætte deres uddannelse, til at dyrke deres religion og til at spille musik. Skrevet af: Mia Horup Pedersen Speciale i Advanced Migration Studies, Københavns Universitet    

Kvinderådets arbejde i European Women Lobby

Kvinderådets næstforkvinde Line Gessø Hansen og styrelsesmedlem Inge Henningsen er netop genvalgt som Danmarks repræsentanter i den europæiske kvindelobby (EWL). Begge deltog i konferencer, workshops og generalforsamling i den europæiske kvindelobby fra den 7.-10. juni 2018 i Bruxelles. EWL arbejder på tværs af landene med kampagner og politisk lobbyarbejde for at fremme kvinder og pigers position i Europa mod mere ligestilling. De har gennem årene haft kampagner omkring blandt andet ligeløn, feministisk økonomi, pension, kvinder og flygtninge, anti-vold og de seneste år en del omkring chikane m.m. på nettet. Kampagner kan ofte tilpasses og anvendes på nationalt plan, og EWL støtter også nationale indsatser. Således fik vi i Danmark en støtteerklæring fra EWL i forbindelse med det massive lockoutvarsel på det offentlige arbejdsmarked i foråret, se mere her På årets generalforsamlingen i EWL har det overordnede emne været kvinder i politik. Dette især fordi EWL ønsker flere kvinder og feminister i det europæiske parlament og gennem kampagner om en 50/50 strategi, vil få flere kvinder opstillet og valgt til EU-Parlamentsvalget i 2019. Der er udformet et feministisk løfte til fremtidens europaparlamentarikere, som alle kan bakke op om og underskrive for at styrke kvinder og pigers position i Europa. Løftet kan læses her Og underskrives her Andre kampagner og programmer EWL vil lave i de kommende år er i højere grad at arbejde med intersektionalitet i alt det arbejde de laver for at undgå diskrimination på flere planer. Desuden vil man arbejde med begrebet ”omsorg” i en bredere bæredygtig forståelse. Vold mod piger og kvinder er et gennemgående tema, hvor Voldsobservatoriet er involveret. EWL lægger meget vægt på denne indsats, så den fortsætter også de kommende år. EWL fokuserer på at arbejde på forskellige niveauer; lokalt, nationalt og EU. For eksempel er der en særlig indsats i landene omkring Middelhavet og i de Østeuropæiske lande. EWL er støttet af EU midler og fondsmidler. Der arbejdes aktivt på at blive mere uafhængig af EU- midler.   Line Gessø Hansen, næstforkvinde i Kvinderådet har skrevet dette indlæg

Skyggerapport: NGO kritik af dansk indsats ift. FNs Verdensmål

Vi har sammen med 18 andre organisationer og de to store netværk for civilsamfundsorganisationer Globalt Fokus og 92-gruppen set på den danske indsats for at realisere FNs 17 bæredygtige Verdensmål (SDGerne). Det er der kommet en læsevenlig Skyggerapport ud af, hvor vi i Kvinderådet specielt har leveret inputs til mål 5 om ligestilling og mål 8 om anstændige jobs. Grønne organisationer som Verdensnaturfonden og Danmarks Naturfredningsforening har leveret viden og bedømt indsatsen indenfor de grønne mål som mål 14 (Livet i havet) og mål 15 (livet på land). Da Verdensmålene både gælder ude og hjemme, er Danmark forpligtet til at arbejde for deres realisering internt i Danmark og gennem vores internationale engagement. Fokus på vold mod kvinder og den manglende ligeløn Sammen med Amnesty, Sex og Samfund og KULU rapporterer vi bl.a. om manglen på krisecenter pladser for voldsramte kvinder og det lave antal voldtæger der anmeldes i Danmark, ligesom vi minder om det stadig eksisterende løngab og den skæve fordeling af barselsorlov. Vi roser Danmarks internationale indsats på området seksuelle og reproduktive rettigheder men anfører samtidig at der kunne være mere fokus og flere midler til tiltag for piger og kvinder der oplever kønsbaseret vold i krige og konflikter. Læs Skyggerapport på Danmarks implementering af Verdensmålene.

Kvinderådet i ledelsen af Dansk Flygtningehjælp

Styrelsesmedlem i Kvinderådet Juliane Marie Neiiendam (IDA) blev i går valgt ind i Dansk Flygtningehjælps Forretningsudvalg for Kvinderådet. Flygtningehjælpen er Danmarks største humanitære organisation og omsatte i 2017 for over 3 mia. kr. “Jeg er både beæret og stolt af valget. Det gælder om at sikre trygge rammer for alle. Det drejer som om medmenneskelighed, værdighed og empati” udtaler Juliane Neiiendam, og fortsætter “Nu kan jeg arbejde for at få flygtningene, ikke mindst kvinderne, gjort til en værdi for det danske arbejdsmarked, samt sikre fokus på de særegne problematikker piger og kvinder oplever og udsættes for som flygtninge”. Juliane Marie Neiiendam er formand for Ansatte Arkitekters Råd og er valgt ind i Kvinderådets styrelse for Ingeniørforeningen i Danmark (IDA). På billedet ses det nye Forretningsudvalg i Dansk Flygtningehjælp. Juliane Marie Neiiendam, nr. 3 fra venstre. Nyvalgt formand Agi Csonka, nr 5 fra venstre.  

Kvinderådets nye styrelse

Den nye styrelse hos Kvinderådet, som blev vedtaget på generalforsamlingen den 8. April 2018: Nanna Højlund, forkvinde – FOA Marianne Vind , 1. næstforkvinde – HK Danmark Line Gessø Hansen, 2. næstforkvinde Dansk Sygepleje Råd Annette Creutzberg, Soroptimist International Lea Friedberg, Dansk Magisterforening Ulrik Frost, Selskab for ligestilling Bayan Gubrail, Center for Women’s Equality Inge Henningsen, Foreningen for Kønsforskning i Danmark Juliane Marie Neiiendam , IDA Karin Jønsson, Jordemoderforeningen Susanne Langer, Enhedslistens kvindeudvalg Lis Ehmer Olesen – OASIS Shideh Pourzahed, Zonta Mona Savran, Kvindelige Lægers forening Anne Sina, Socialdemokraterne Signe Bøgelund Vahlun, Dansk Kvindesamfund