background decorational logo flower

Talk Town – nu også i Aarhus!

Talk Town er en debatfestival, som Kvinderådet arrangerer i samarbejde med Indgreb, og som sætter fokus på køn, ligestilling og feminisme. Talk Town har været afholdt i København hvert forår siden 2016, og nu rykker festivalen for første gang til Aarhus, hvor den afholdes som en endagsfestival.
Talk Town Aarhus løber af stablen lørdag d. 28. september 2019 på Folkestedet i Carl Blochs Gade.

På trods af at der er tale om en endagsfestival, rummer programmet mere end 40 spændende arrangementer, herunder talks, paneldebatter, workshops, oplæsninger, performances, udstillinger, koncerter, filmvisninger og meget mere. Så der er lagt op til en både festlig og lærerig dag i feminismens tegn. Gå på opdagelse i det fulde program på Talk Towns hjemmeside her eller via issuu her.

Flere af Kvinderådets medlemsorganisationer byder ind med arrangementer på festivalen. Det er vi rigtig glade for, og det er Kvinderådets ønske at engagere endnu flere medlemsorganisationer i Talk Town i fremtiden. Blandt de af Kvinderådets medlemsorganisationer, som deltager i Talk Town Aarhus, er Dagbladet Information, HK, Enhedslisten, Dansk sygeplejeråd, Dansk Kvindesamfund og Kvindemuseet.

Kvinderådet selv byder selvfølgelig også ind med et arrangement på festivalen.
Vi har inviteret Mette Schak Dahlman, bedre kendt som ”Murer-Mette”, til en debat, der skal handle om fag og køn. Ved arrangementet vil Mette, sammen med andre spændende gæster – herunder Astrid Elkjær Sørensen (forsker, Ph.D., Aarhus Universitet), Lykke Laursen Jeppesen (Talent Development Specialist, TDC) og Dorthe Boe Danbjørg (næstformand i Dansk Sygeplejeråd) – prøve at finde ud af, hvad vi kan gøre for at sikre, at alle fag bliver for alle køn.
Kvinderådets arrangement afholdes fra kl. 14:30-16:00 med Nanna Højlund (forkvinde for Kvinderådet og næstformand i FH) som moderator. Du kan læse mere om Kvinderådets event og markere, at du deltager, her.

Vi glæder os til at se dig!

Praktisk:
Dato: 28. september, 2019.
Sted: Folkestedet, Carl Blochs Gade 28, 8000 Aarhus C.
Tid: 10:00-00:00.
Entré: Gratis.

Følg og læs mere om Talk Town her:
Hjemmeside: https://talktown.dk/aarhus
Facebook: https://www.facebook.com/talktownfestival
Instagram: https://instagram.com/talktown