background decorational logo flower

Vigtigt fokus på piger og kvinders rettigheder i åbningstale

I sin åbningstale satte Statsminister Mette Frederiksen i dag fokus på vigtigheden af at forsvare og sikre piger og kvinders rettigheder. Både ude i verden og i Danmark. Hun annoncerede bl.a. at Regeringen vil nedsætte en Kommission for piger og kvinders frihed og rettigheder. Det glæder Kvinderådet.

”Vi er glade for Statsministerens vigtige melding. Kvinder og pigers rettigheder er under pres verden over. Selv herhjemme forhindrer vold, kontrol og chikane hver dag mange piger og kvinder i at udøve deres rettigheder. Det er vigtigt, at Danmark tager den kamp op”, siger Kvinderådets forkvinde Nanna Højlund.

Kvinderådet, der er en paraplyorganisation for 48 medlemsorganisationer, har netop til formål at fremme ligestilling og kvinders rettigheder. Og har en række forslag til, hvad Kommissionen bør kigge på.

”Det handler både om bedre hjælp, støtte og beskyttelse, om bedre uddannelse af fagfolk, om økonomisk uafhængighed og om en generel større bevidsthed om rettigheder og ligestilling i samfundet”, mener Nanna Højlund

Hun understreger også vigtigheden af, at Danmark i sin udenrigspolitik og udviklingsbistand har et klart og tydeligere fokus på ligestilling og kvinders rettigheder bl.a. gennem støtte til lokale kvindebevægelser.

Kontakt Nanna Højlund: tlf 26723134