Kvinderådet kan i dag byde velkommen til to nye medlemsorganisationer: Voldtægtsofres Vilkår og Søstre mod vold og kontrol. Det blev besluttet på Kvinderådets repræsentantskabsmøde her til aften.
”Det er en kæmpe styrke for vores fællesskab og kampen for ligestilling, at Voldtægtsofres Vilkår og Søstre mod vold og kontrol nu er medlemmer af Kvinderådet. Kønsbaseret vold hindrer hver dag kvinder i at udøve deres rettigheder og er dermed en stor barriere for ligestilling. Det står vi samlet om at bekæmpe, og fra i dag står vi endnu stærkere ”, siger Kvinderådets forkvinde Nanna Højlund.
Stemme til udsatte kvinder og voldtægtsofre
Direktør i Søstre mod vold og kontrol, Maja Løvstrup, ser frem til at give nogle af de mest udsatte kvinder en stærkere stemme i Kvinderådet.
”Kvindekampen skal favne alle kvinder, og vi vil vi gerne give nogle af de mest udsatte kvinder en stemme. Med vores medlemskab i Kvinderådet får vi nu mulighed for at give disse kvinder ordet i et konstruktivt og handlingsorienteret forum, hvor der både er fokus på vidensdeling, netværk og politisk påvirkning. Når man er en lille fisk med en stor dagsorden, er det helt afgørende med stærke alliancer – derfor glæder vi os så meget over, at vi nu er kommet ind under Kvinderådets vinger. Sammen er vi bare stærkere”
For forkvinde i Voldtægtsofres Vilkår, Kirstine Holst, er bekæmpelse af voldtægt og forbedring af vilkårene for ofre en vigtig del af ligestillingsarbejdet. Og den dagsorden ser hun frem til at løfte i regi af Kvinderådet:
”Det er altovervejende kvinder, som udsættes for voldtægt, og det er dermed også primært kvinder, som lever med voldtægt som et livsvilkår, der forringer mulighederne for at opfylde eget livspotentiale og dermed også for at opnå lige muligheder i vores fælles samfund. Med over 24.000 voldtægter eller forsøg på voldtægt årligt er ofrenes vilkår en uhyre vigtig del af ligestillingsarbejdet”, siger hun.
Kvinderådet har nu 48 medlemsorganisationer. Se listen over organisationer her
Læs mere om Søstre mod vold og kontrol her
Læse mere om Voldtægtsofres Vilkår her
Kontakt: Nanna Højlund tlf. 26723134