Følg Danmarks eksamen i FNs Kvindekonvention
Torsdag d. 18. februar kl. 15 har Kvinderådet og en række andre NGOér foretræde for FNs Kvindekomite. Det sker forud for, at den danske regering skal eksamineres i FNs Kvindekonvention (CEDAW) d. 22.-24. februar 2020. Det hele foregår digitalt, så du kan følge med hjemmefra på følgende link: webtv.un.org/meetings-events Chikane og uligeløn står i vejen for kvinders ligestilling Kønsbaseret vold og løndiskrimination er blandt de emner, som Kvinderådet vil sætte fokus på i sin udtalelse. “Det er helt grundlæggende for at kvinder kan deltage på lige fod med mænd i samfundslivet, at de ikke udsættes for vold og chikane, hverken i hjemmet, på arbejdspladsen eller i den offentlige og digitale debat. Her står Danmark med en stor udfordring. Det vidner ikke mindst efterårets debat om seksuelle krænkelser om”, siger Kvinderådets direktør Lise Johansen. “Ligeløn er et andet emne, vi vil tage op. Ligeløn er en ret kvinder har på papiret, men ikke i praksis. Så længe, vi ikke har større lønåbenhed end vi har, er det de facto umuligt for kvinder at vide, om de får ligeløn” fortæller hun. Kvinderådet anbefaler, at ligelønsloven ændres. Så der bliver skabt større åbenhed omkring løn og lønforskelle på danske arbejdspladser. Og så det bliver lettere at rejse sager om uligeløn. Bl.a. ved at lave tydeligere definition af hvad “lige løn for arbejde af samme værdi” vil sige. Endelig mener Kvinderådet ikke, at regeringen lever op til sine forpligtelser jf. Kvindekonventionen til at udfordre fordomme og stereotyper om køn. Det vidner unges stereotype uddannelsesvalg og vores meget kønsopdelte arbejdsmarked om. Kvinderådet anbefaler større opmærksomhed på køn og på at udfordre stereotyper ikke mindst i skolen. FN’s Kvindekonvention har til formål at afskaffe alle former for diskrimination mod kvinder. Og det er 9. gang at Danmark skal “til eksamen” i den. Dog er det første gang, at FN-komitéen gennemfører en virtuel eksamination. Kontakt: Lise Johansen, Direktør tlf. 25806055
Kvinderådet: En stor dag for kvinders ligestilling

”Julen kom tidligt til Kvinderådet i år”. Det er reaktionen fra Kvinderådets forkvinde, Nanna Højlund, på en dag, hvor Folketinget både har vedtaget en samtykkelov og en barselsfond for selvstændige. Begge dele har stået højt på Kvinderådets ønskeliste i mange år. ”Det er svært at beskrive, hvor stort det er. Med samtykkeloven får vi jo slået fast, at vi har ret til vores egen krop og selv kan bestemme over vores egen seksualitet og vores ”ja” til sex. Det er jo en basal rettighed på linje med retten til abort. Og jeg er stolt af, at Danmark tager det her vigtige, næste skridt for kvinders ligestilling. Det vil sende dønninger globalt”, siger hun. Hun forklarer, at kvindebevægelser i hele verden kigger mod de nordiske lande og sætter deres lid til, at vi bliver ved med at være progressive ift. ligestilling. ”Det er en vigtig drivkraft i deres arbejde, når vi hiver sejre hjem. Især af denne her kaliber” Barselsfond fjerner barriere for iværksættere Kvinderådet kan samtidig glæde sig over, at en barselsfond for selvstændige nu også er en realitet. ”Økonomi er en vigtig faktor, når man skal træffe valget om at starte egen virksomhed. Og tilsvarende, når man skal stifte familie. Med en barselsfond for selvstændige sikrer man netop økonomien under orlov og det er godt nyt for yngre, kvindelige iværksættere. Men selvfølgelig også for fædre med egen virksomhed” Kontakt Nanna Højlund, forkvinde: 26723134
Lønforskelle kalder på ligestillet barsel og højere løn til kvindefag

En ny rapport fra VIVE undersøger “Den `uforklarede´ del af forskellen på kvinder og mænds timeløn”. Men udover at slå fast, at bruttolønforskellen er 14,4 pct, gør rapporten os ikke klogere på de enkelte dele af forskellen, mener Kvinderådets direktør Lise Johansen. Tværtimod. ”Tidligere undersøgelser af lønforskellene har fx givet os et nogenlunde billede af, hvor stor lønforskellen er for en mand og en kvinde, der laver det samme, med samme uddannelse og lige lang arbejdserfaring. Det gør den nye rapport ikke. Den mudrer billedet”. I den nye rapport har VIVE lavet et nyt analyse-design, hvor faktorer, der hænger tæt sammen med dit køn inddrages som forklaring på lønforskellen. Fx om dine kolleger er kvinder og dit fravær ifm. barsel. ”Med det her nye design, kunne VIVE lige så godt have puttet køn ind i modellen som forklaring på lønforskellen. Eller skostørrelse”, mener Lise Johansen. Undersøgelsen er bestilt af Beskæftigelsesministeriet og det bekymrer Kvinderådet. ”Store dele af forskellen mellem kvinder og mænds timeløn bunder jo i urimeligheder, der knytter sig til dit køn. Nu har politikerne så bedt statistikere om at forklare lønforskellen med de selv samme urimeligheder. Det bekymrer mig. Det gør selvfølgelig den såkaldte “uforklarede” lønforskel mindre, men man skal ikke lade sig narre: Problemerne er de samme”, siger direktør i Kvinderådet, Lise Johansen. Øremærket barsel, mere lønåbenhed og højere løn til kvindefagene Kvinderådet peger på, at der skal laves nye barselsregler, så kvinderne ikke bliver straffet på lønnen for at gå på barsel. Det er især et problem på det private arbejdsmarked. ”Den barselslov, vi har i dag, skaber en forventning om, at det kun er mødre, der tager lang orlov. Reglerne for barsel og orlov må ændres, så de rimer bedre på moderne, ligestillet forældreskab og så forventningen i fremtiden er, at både kvinder og mænd tager orlov, når de bliver forældre”, siger hun. Hun peger samtidig på, at der er meget lidt åbenhed om løn på de danske arbejdspladser. Det gør det svært at checke, om man rent faktisk får ligeløn. Endelig er det tydeligt – både fra VIVEs rapport og tidligere undersøgelser – at det arbejde, som kvinder udfører, aflønnes lavere end det arbejde, som mænd udfører. Det skal der gøres op med. ”Lønnen til kvindefagene skal op, ikke mindst i lyset af COVID19. Det er svært at se, hvordan vi som samfund skulle klare denne pandemi uden de vigtige – men alt for lavtlønnede – kvindefag i front” Kontakt: Lise Johansen tlf. 25806055
Nye ansigter i Kvinderådets ledelse
Kvinderådet har netop afholdt generalforsamling og har bl.a. valgt nye medlemmer af sin styrelse. Formand for Dansk Magisterforening, Camillia Gregersen er valgt som ny næstforkvinde for Kvinderådet sammen med nuværende næstforkvinde Line Gessø Storm Hansen fra Dansk Sygeplejeråd. “Ligestilling skal højere op på den politiske dagsorden, for det har stået i stampe alt for længe. Jeg er glad for, at ligestilling og sexisme aktuelt bliver taget mere alvorligt, og det er en glæde for mig at skulle arbejde for større ligestilling i samfundet som del af Kvinderådet”, siger Camilla Gregersen. Flere nye ansigter og medlemmer Ud over næstforkvinderne blev følgende nye styrelsesmedlemmer valgt: Clara Halvorsen fra det Radikale Venstre, Mette Marie Yde fra Danner, Mona Savran fra Kvindelige Lægers Forening, Juliane Neiiendam fra Virksomme Kvinder, Karen-Lisbet Jacobsen fra Soroptimsterne International og Lone Randi Faber fra IDA Forkvinde for Kvinderådet, Nanna Højlund ser frem til samarbejdet med de nyvalgte: ”Kampen for et ligestillet samfund, ja, en ligestillet verden har brug for stærke stemmer. Jeg er glad for, at vi har et hold i spidsen af Kvinderådet, der kan bringe sin store viden og erfaring i spil fra mange forskellige fagområder; lige fra arbejdsmarkedet til sundhed og politik. Det gør vores fælles stemme endnu stærkere”. På generalforsamlingen optog Kvinderådet også tre nye medlemsorganisationer: Danske Handicaporganisationer (DH), Nyt Europa og Foreningen Feministisk Forandring. Kontakt: Direktør i Kvinderådet Lise Johansen tlf. 25806055
Kvinderådet til Ligestillingsminister: Ny kultur nødvendig
Kvinderådet er sammen med en række kvinder fra medieverdenen i dag inviteret til møde med Ligestillingsminister Mogens Jensen. Det sker efter, at studieværten Sofie Linde – og senest over 1600 af hendes kolleger – har stillet sig offentligt frem og sat fokus på problemet med seksuel chikane og sexisme. ”Det her momentum skal bruges til at skabe en ny kultur på de danske arbejdspladser”, udtaler Nanna Højlund, forkvinde for Kvinderådet. Hun er glad for, at Ministeren har inviteret til dialog. Både med de kvinder, der har stillet sig frem, med kvindeorganisationerne og med arbejdsmarkedets parter. For mange aktører skal være bærere af en ny kultur, hvis det skal lykkes. Gryden skal holdes i kog ”Seksuel chikane sker i høj grad, hvor en sexistisk kultur gør det muligt. For mig er det åbenlyst, at særligt ledelsen på de danske arbejdspladser har lektier for. Deres ansvar for at forebygge chikane skal gøres klarere”, mener Nanna Højlund. Hun mener dog samtidig at man skal passe på med at pege én ting ud og så tro, at problemet er løst. At ændre en kultur kræver mere end det. ”Nu er gryden i kog og vi må for gud skyld ikke tage den af blusset. Vi oplever for første gang virkelig en vilje til at gøre op med den sexistiske kultur på arbejdspladserne. Det er fantastisk. Min fornemmelse er dog, at folk stadig ikke ved, hvor de skal henvende sig med deres oplevelser – som offer eller vidne til krænkelser og sexistisk kultur. Vel at mærke uden at sætte deres karriere eller jobsikkerhed over styr”. På mødet med Ministeren vil Kvinderådet derfor bl.a. have fokus på, at der skal være tilbud om hjælp, rådgivning og vejledning, der dækker alle dele af arbejdsmarkedet. Kontakt: Nanna Højlund, forkvinde. Tlf. 26723134
Samtykkelov er historisk vigtig for ligestillingen

I dag er Regeringen, SF, Enhedslisten og det Radikale Venstre blevet enige om at lave en ny voldtægtsbestemmelse baseret på samtykke. Det glæder Kvinderådet, som kalder en samtykkelov for historisk vigtig for ligestillingen mellem mænd og kvinder. ”Egentlig er det er såre-simpelt: Med en samtykkelov slår man fast, at sex er gensidigt. Når du har sex, skal begge to selvfølgelig være med på det,” fortæller Nanna Højlund. ”Mange tænker nok ”Er det bare det?”. Og ja, det er det. I en ligestillings-målestok er ændringen dog både stor og banebrydende. Den gør det nemlig klokke-klart, at du selv ejer retten til din egen krop og dit eget ”ja” til sex; Et “ja” enten udtrykt i ord eller handling”. Kulturændring er vigtig Nanna Højlund håber på, at en samtykkelov vil skubbe på en nødvendig kulturændring og forhåbentlig føre til færre overgreb i fremtiden: ”Jeg håber en samtykkelov vil betyde, at vi bliver mere opmærksomme på hinanden. Og får større respekt for hinandens seksuelle selvbestemmelse”. Sammen med en række andre organisationer og voldtægtsoverlevere, har Kvinderådet længe sat fokus på behovet for at ændre lovgivningen omkring voldtægt. Det Kriminalpræventive Råd skønner, at mere end 6.700 kvinder årligt bliver voldtaget eller forsøgt voldtaget. Kun omtrent 1.300 anmelder det. I 2018 blev 69 dømt. Kontakt: Nanna Højlund, forkvinde tlf. 26723134
Barselsfond vil fjerne benspænd for kvindelige iværksættere
Regeringen har i dag præsenteret et forslag til ny barselsfond for selvstændige. Og det glæder Kvinderådet, som har været med til at presse på for sådan en barselsfond. Vi glæder os til at gennemgå forslaget, og til at barselsfonden bliver en realitet”, siger Kvinderådets direktør, Lise Johansen. “Vi har alt for få kvindelige iværksættere, som situationen er i dag. Og vi kan se, at det særligt er de unge kvinder, der holder sig tilbage med at realisere deres gode ideer. Det er ærgerligt. En barselfond vil uden tvivl fjerne et stort benspænd for dem”. Seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at kun 8 pct. af nye virksomheder bliver startet af kvinder under 35 år. Samlet set bliver hver fjerde nye virksomhed stiftet af en kvinde (2017). I 2012 var det hver tredje virksomhed. Kontakt: Lise Johansen, tlf 25806055
Voldsobservatoriets udtalelse om gensidig vold
Vi er i Voldsobservatoriet bekymrede over, at opdragsgiver til rapporten, ligestillingsminister Karen Ellemann, ikke offentligt retter de misforståelser, som rapporten har givet anledning til. Rapporten kan bidrage til en bagatellisering af den grove vold og til en nedprioritering af vigtige politiske, forskningsmæssige og praktiske indsatsområder.