Kvinderådet logo
Instagram Linkedin

Kategori: Nyheder

Kronik: Voldtægtslov skal baseres på samtykke. Frivillighed er ikke nok

Af Det Nationale Voldsobservatorium (Kronik bragt i Altinget 26. juni 2020)  Justitsminister Nick Hækkerup har udbedt sig en tænkepause i forhandlingerne om en ny lovgivning om voldtægt. Flertallet for en lov baseret på samtykke er ellers på plads. Det samme er opbakningen fra Statsminister Mette Frederiksen. Som national ekspertgruppe inden for voldsområdet – herunder seksuel vold – kender vi til problemerne med den nuværende lovgivning, både fra forskning og fra arbejdet med voldsramte kvinder. Det er vores klare anbefaling at gøre samtykke til et centralt begreb i en ny voldtægtsbestemmelse. Den nuværende lov svigter ofre På grund af et stort mørketal kan det være svært at opgøre omfanget af voldtægter i Danmark. Justitsministeriets Offerundersøgelse peger på, at voldtægtshyppigheden er steget. I 2019 angav 2,2 pct af kvinderne i undersøgelsen, at de havde været udsat for en voldtægt eller forsøg på voldtægt inden for de sidste fem år. Det svarer til ca. 10.000 kvinder om året. I 2019 var der ifølge Det Kriminalpræventive Råd ca. 1300 anmeldelser af en voldtægt eller voldtægtsforsøg på en person over 15 år. I kun 79 af sagerne faldt der dom. Amnesty International Danmark har gennemgået 353 henlæggelser ved politiet fra 2017 til maj 2018, ligesom de har analyseret 94 domme for seksualforbrydelser fra maj 2017 til maj 2018. De henlæggelser og domme viser, at beviser for fysisk vold og modstand var afgørende både for, om sagen blev rejst og for domfældelsen. Det er problematisk. For det første er det vores erfaring, at mange, der udsættes for voldtægt, ikke sætter sig til modværge. Det er en almindelig reaktion, at kroppen simpelthen kan ”fryse”, og man derfor forholder sig passivt under overgrebet. Forskning viser også, at normative afvisninger kan anvendes inden og i forbindelse med en voldtægt. Det kan være at komme med undskyldninger for ikke at ville have sex med personen, fjerne deres hænder, eller sige, man ikke har lyst. Det er afvisninger, som i enhver anden sammenhæng vil forventes af udløse respekt. I forbindelse med voldtægt, hvor personen eller personerne, som begår voldtægten, ikke respekterer de normative afvisninger, kan det medføre et chok, fordi kvinden bliver overrumplet over situationens drejning. For det andet betyder fokus på fysisk modstand, at dem, der har været udsat for voldtægt, kan udvikle en selvbebrejdelse, som er destruktiv for deres helingsproces. De kan stille spørgsmål til deres eget ansvar på trods af, at voldtægten er begået mod dem og uden respekt for deres lyst og vilje. ”Alle, der har oplevet at møde et menneske, der har været udsat for voldtægt, ved, hvor alvorligt det er. Det giver ar for livet. Traumer, som sætter sig i krop og sjæl. Og for nogle endda med en uhyggelig selvbebrejdelse,”sagde statsminister Mette Frederiksen, da hun i februar begrundede, hvorfor Danmark skal have en voldtægtsbestemmelse, der bygger på samtykke. Det er også vores erfaring. Alt for vidtgående opfattelse af sex Endelig er der det problem med den nuværende voldtægtsbestemmelse, at dét, der opfattes som sex, er alt for vidtgående. Vi ser i vores arbejde skadevirkningerne af dette; Andre kan for eksempel få et indblik i det gennem DR’s dokumentar-serie om rapperen Tessa. I den beskriver Tessa, hvordan hun fra tolvårsalderen flere gange er blevet presset til ”sex”. Hun beskriver for eksempel en episode, hvor hun forsøgte at sige fra over for en gruppe af drenge, der på skift havde ”sex” med hende. Hun sagde nej i starten, men kunne ikke blive ved. Når hun fortæller om de ar på sjælen, som oplevelserne har givet hende, er det en bekræftelse på, at det ikke har været samtykkende sex – men overgreb, hun har været udsat for. Tessas erfaringer ligner meget dem, vi møder i vores arbejde som praktikere og forskere. Med en ny voldtægtsbestemmelse har vi en mulighed for – som samfund – at skabe en anden fælles forståelse for, hvad vi bør opfatte som sex, og hvad vi bør opfatte som voldtægt. En forståelse, der dels kan have præventiv effekt; Dels vil stemme bedre overens med, hvordan henholdsvis sex og overgreb opleves og har af konsekvenser for de berørte. Og dels bedre kan understøtte kønnenes ligestilling. Det sidste er vigtigt at nævne, fordi seksuel vold i uforholdsmæssig grad rammer piger og kvinder og begås primært af drenge og mænd.* Samtykke vs. frivillighed Et enigt Straffelovråd anbefaler da også, at den nuværende voldtægtsbestemmelse ændres. Det strafbare område skal udvides, mener de samstemmende. Uden at der rokkes ved retssikkerheden for den tiltalte. Dog er medlemmerne af Rådet uenige om, hvorvidt en ny bestemmelse skal basere sig på ”frivillighed” eller ”samtykke”. Vi anbefaler det sidste. Dem, der støtter en ”frivillighedsbaseret” bestemmelse, skriver i deres bemærkninger, at kvinder nogle gange er helt passive i et seksuelt forhold, og at det derfor må bero på en konkret vurdering, om passivitet er udtryk for frivillighed eller ufrivillighed. Denne formodning for frivillighed gør, at det forventes, at kvinden skal sige fra.** Det er bekymrende. Vi mener ikke, man kan formode, at en kvindes passivitet er udtryk for frivillighed. Fra forskning og praksisnært arbejde med kvinder i voldelige parforhold, ved vi, at muligheden for at bestemme over sin egen seksualitet, og hvem og hvornår nogen skal have adgang til ens krop, ikke altid er til stede, når man befinder sig i en ulige magtrelation. Lever man for eksempel i et voldeligt parforhold, befinder man sig i en særlig sårbar position, hvor man over tid oplever at miste sin seksuelle selvbestemmelse og kan opleve at må underkaste sig sin partners seksuelle lyst og vilje – og så at sige ”stå til rådighed”. Her er det ikke muligt at ”sige fra”. At passivitet kan være en formodning for frivillighed, opfatter vi som ensidigt og vil medføre en risiko for, at den ene part bliver genstand for den anden parts behovstilfredsstillelse. For os at se må det være en forudsætning, at en kvindes ønske om at deltage i samleje ikke blot kommer til udtryk gennem passivitet eller ”uengagement”***, men at der må foreligge en eller anden form for fysisk eller verbal positiv tilkendegivelse af at ville

På tide med ligeværd til kvindefagene

Af Nanna Højlund, forkvinde Kvinderådet (Bragt i Fyens Stiftstidende d. 1. maj) Under corona-krisen har rigtig mange lønmodtagere bidraget til at holde hjulene i gang. Både bag skærmene derhjemme, på byggepladser, i transportbranchen og på fabrikker. Alle har de løftet en vigtig opgave for samfundet og i økonomien. Der har også været grupper, der har udmærket sig ved at være helt i front i denne her tid; faggrupper med meget borgerkontakt, hvilket er lig med en ekstra stor risiko for smitte – ikke bare af dem selv, men også af andre omkring dem. Dem, jeg taler om, er bl.a. dem, der sidder ved kassen i Brugsen, dem, der gør rent blandt borgere, dem, der støtter vores forældre og bedsteforældre på plejehjemmet, dem, der har taget sig af nødpasningen af børn, dem, der hjælper de udsatte og dem, der behandler vores syge på hospitalerne. Der er flere fællestræk ved fagene i front. Kritiske funktioner, vi er dødafhængige i en tid som nu. Men det er også andre fællestræk: Det er fag med mange kvinder. Servicefag. Det er fag, som det er vanskeligt at rekruttere nok folk til, som er underbemandet. Det er fag, som traditionelt set er undervurderet i økonomien – og som ja, er underbetalte set i forhold til lignende fag, som mange mænd arbejder i. Min pointe er, at situationen nu bør kunne ruske op i synet på fagene i front, dem som mange også kalder ”kvindefag”. Aldrig før har det været så tydeligt, at rengøring redder liv. Mange års underprioritering og undervurdering af netop det arbejde forfølger os nu. Det er også tydeligt, at én pædagog på arbejde betyder, at otte forældre kan arbejde mod fire forældre under nedlukningen. Det er i hvert fald tankevækkende, at det var det første, der blev åbnet for i Danmark – vuggestuer, børnehaver og skole for mindre børn – netop fordi de såkaldte ”dynamiske effekter” af børnepasning og undervisning er så markante; Det frigiver simpelthen arbejdskraft til andre dele af arbejdsmarkedet. For slet ikke at tale om værdien af ældrepleje og sundhedsvæsen. Hvor det før var økonomer, der dikterede ”nødvendighedens politik” er det nu sundhedsmyndighederne. Vi har lukket store dele af arbejdsmarkedet ned for at sikre os, at sundhedsvæsnet ikke bryder sammen, fordi gør det det – ja, så betyder det for alvor økonomisk krise. Se bare på Italien og på USA. Det bør da mane til eftertanke; ikke mindst i forhold til værdien af velfungerende velfærd, af servicefagene og fagene i front. Jeg hører tit argumentet om, at de såkaldte kvindefag er lavere lønnet, fordi de – som offentligt ansatte – har vekslet løn for goder som barsel og fravær når børnene er syge. Det er dog ikke hele sandheden. VIVE udkom i efteråret med en undersøgelse, som viste, at 10 pct. flere kvinder i et fag betyder, at lønnen falder med 4 pct. Det var et fænomen, som de kunne påvise både i den offentlige og private sektor. Jeg kan også tilføje, at fænomenet med undervurderingen af det arbejde, som kvinder traditionelt har udført, ikke kun findes i Danmark, men verden over. I både offentlig og privat sektor. Det bør vi gøre op med. Vi skal have skabt ligeværd mellem de traditionelle kvindefag og mandefag. For som sagt løser alle en vigtig funktion og er en forudsætning for hinanden; ingen fag er på den måde andre overlegne. Nogle gange må nogle fag holde for, andre gange er det andre. Ligeværd handler om, at fagene skal aflønnes lige efter skelen til objektive kriterier som ansvar, krav til kvalifikationerne i faget, efterspørgslen etc. – ikke til fagets køn. Vi bør i det hele taget gøre op med kønsopdelingen på arbejdsmarkedet. En så skarp opdeling mellem mandefag og kvindefag, som vi ser på det danske arbejdsmarked i dag, giver mindre og mindre mening i den virkelighed, vi lever i og ser ind i: Mænd og kvinder/ drenge og piger tager (næsten) lige del i opgaverne derhjemme, de er stort set lige gode til de samme fag i skolen og teknologien gør os – med tiden – i stand til at lave flere og flere ting uafhængig af vores forskellige fysiologi. Et mindre kønsopdelt arbejdsmarked er et langt mere fleksibelt og effektivt arbejdsmarked; hvor talent og arbejdskraft bedre kan flyde derhen, hvor er er brug for den. Det er smart, ikke mindst når vi skal håndtere kriser. Det duer ikke, at der hersker store barrierer i form af stereotyper og fastlåste kønsroller. Lige nu – og den kommende tid – er en gylden mulighed for at ryste posen ikke mindst ift. fag og køn. Der er store rekrutteringsproblemer i en række af fagene i front og samtidig stiller man sig selv spørgsmålet: findes der noget mere helte-agtigt lige nu end at befinde sig i frontlinien og redde liv og samfund? Med de vildeste superkræfter, mod og udholdenhed. Jeg har svært ved at komme på det. Alligevel stiger søgningen til fagene i front ikke. Mændene kommer ikke. Mit bud er, at det ikke er indholdet af fagene, det er galt med; Men derimod lønnen og vilkårene.

Vold mod kvinder under Covid19

Globalt set stiger vold mod kvinder under Covid19, idet volden ofte eskalerer, når kvinder er isoleret med en voldelig partner under karantænen. Det er desværre også en tendens, som vores samarbejdspartnere i Nordafrika ser konsekvenserne af. I Marokko har vores samarbejdspartner Lddf-Injad taget nye initiativer for at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder under Covid19. Lddf-Injad har oprettet en særlig telefonisk hotline, hvor de tilbyder rådgivning til voldsramte kvinder, som nu ikke kan møde op til fysisk rådgivning eller flytte på krisecenter pga. udgangsforbud. De har også lavet en video, der sætter fokus på uligestilling i hjemmene under Covid-19 og sender et stærk budskab til mændene: Del de huslige opgaver, hjælp hinanden med børnene, med maden og med vasketøjet!    

Kvinderådet får nyt udseende

Kampen for stemmeretten. Ligeret til tronen. Og moderne feminisme. Det er alt sammen stykker af Kvinderådets 120 år lange historie og som er skildret i Kvinderådets nye udseende. Et udseende med nye farver (lilla, grøn og hvid), men hvor det gamle symbol – Daisyen – går igen. Daisy – en hilsen til dagens fødselar. Og ja, du har gættet rigtigt. Dagens fødselar, hendes majestæt Dronning Margrethe II er faktisk inspirationskilden til dét symbol. Kvinderådet tog margueritten – daisyen – som sit symbol i 1949 på sin 50 års fødselsdag. Regeringen forærede Kvinderådet en årlig indsamlingsdag, hvor medlemsorganisationerne kunne sælge daisy-mærker og på den måde rejse penge til sit sociale, kulturelle og humanitære arbejde. At det netop var daisyen, de valgte, var ingen tilfældighed. Mange arbejdede nemlig aktivt for at sikre mænd og kvinder lige ret til tronen – og hvilket symbol var mere velegnet i den kamp end den blomst, som var den populære prinsesses kælenavn, Daisy? Kvinder og mænds lige adgang til tronen fik vi så sent som i 2009, men i 1953 lykkedes det at få ændret tronfølgeloven, så prinsesse Margrethe, der ikke havde nogle brødre, kunne blive regent efter sin far. ”Ligeret til tronen er ikke en vigtig ligestillingssag i dag. Men historien om Daisy viser jo meget godt, at dét der var umuligt engang, som nogen gjorde nar af, er den største selvfølgelighed i dag”, fortæller Kvinderådets forkvinde, Nanna Højlund. ”Derfor har vi holdt fast i Daisyen. Det er godt at blive mindet om, at det, der giver modstand i dagens ligestillingsdebat, kan være fælles tankegods, før vi aner det”. Farverne lilla, grøn og hvid – Kvinderådets nye farver – forener også fortid og nutid. Det er både farver, der bliver brugt af feministiske bevægelser i dag, men var også farver, som suffragetterne brugte: Green, White, Violet. Disse farver blev netop valgt, da de tilsammen gav følgende budskab: Give Women Vote.

Kvinderådets nye stemme i EU: Husk ligestilling – også i krisetid

Ulla Moth-Lund Christensen fra Kvinderådets styrelse er netop blevet udpeget som ny repræsentant i EU´s økonomiske og sociale udvalg (ØSU). ØSU er et rådgivende organ i EU for Parlament, Råd og Kommission, hvor civilsamfundet fra medlemslandene bliver hørt. Danmark har i alt 9 repræsentanter. Ulla ser frem til at sætte et markant ligestillings-aftryk på arbejdet i ØSU. “Ligestilling er en kerne-værdi i EU-samarbejdet. Og det vil jeg bruge min stemme til at huske alle på. Al politik, der kommer fra EU, skal understøtte en udvikling der bringer os tættere på ligestilling. Ikke længere fra.”, siger Ulla Moth-Lund Christensen. Hun glæder sig over, at der allerede er sat flere gode initiativer i søen for at fremme ligestilling i EU. Bl.a. en ny ligestillings-strategi med tiltag ift. lønåbenhed og bekæmpelse af vold mod kvinder. Ligesom der udpeget en hel kommissær for ligestilling. Men hun er også bekymret for, hvad den krise, som COVID19 har skabt, kommer til at betyde for kvinders ligestilling. “Kvinder bliver ofte taberne i krisetider. Lige nu kan vi se, at nedlukning af meget af arbejdsmarkedet og velfærden betyder tilbagevenden til gamle kønsrolle-mønstre. Vi kan se, at volden i hjemmene stiger og vi kigger måske ind i en økonomisk krise, som også kan få uheldige konsekvenser for kvinders ligestilling, hvis ikke vi passer på. Det er vigtigt, at EU – ligesom medlemslandene – har øje for at vi ikke kommer mere uligestillet ud på den anden side”. Ulla Moth-Lund Christensen er til daglig formand for HK Stat i Hovedstaden og har bl.a. tidligere arbejdet på EU-repræsentationen i Bruxelles. Hun afløser tidl. næstforkvinde Mette Kindberg som Kvinderådets repræsentant i ØSU. Læse mere om ØSU her. Foto: EU

UDSKYDELSE af Kvinderådets generalforsamling d. 29. marts

Pga. situationen omkring Corona, har Kvinderådets styrelse besluttet at udskyde generalforsamling d. 29. marts 2020. Vi holder i stedet generalforsamling sammen med repræsentantskabsmødet tirsdag d. 22. september eftermiddag/aften i HK Hovedstaden. Jf. vedtægterne §6: ”Kvinderådets repræsentantskab afholder 2 møder årligt, hvoraf det ene tillige er Kvinderådets generalforsamling. Generalforsamlingen afholdes så vidt muligt i marts måned, mens det andet møde afholdes i efteråret”. Da Styrelsen vurderer, at det i nuværende situation netop IKKE er muligt at afholde Generalforsamlingen i marts, vil begge møder blive afholdt sammen i september. Konsekvenserne af udskydelsen er: Regnskabet sendes til skriftlig godkendelse i repræsentantskabet hurtigst muligt. Den skriftlige beretning sendes til orientering Øvrige valghandlinger – personvalg, optagelse af nye medlemsorganisationer + vedtægtsændringer – UDSKYDES til generalforsamlingen til september. Mandatet for de styrelsesmedlemmer, der er på valg, FORLÆNGES umiddelbart til september.

Ligestilling i Folketinget kan afhænge af 55.000 krydser

Ved valget i 2015 faldt andelen af kvinder i Folketinget for første gang i mange år. Den udvikling vil Kvinderådet have vendt. Vi opfordrer derfor folk, der ikke før har gjort det, til at stemme på en kvinde. Faktisk kan så lidt som 55.000 nye krydser ved kvinder være nok til at skabe ligestilling i Folketinget, viser en gennemgang af mandat- og stemmefordelingen i 2015. I dag er 37 pct. af Folketingets medlemmer kvinder. Det er en nedgang i forhold til valget i 2011, hvor kvindeandelen toppede med 39 pct. Men skal vi ikke prøve at gå efter 50 pct. denne gang? spørger Kvinderådet med en ny kampagne, Stem på en kvinde. Netop ønsket om lige repræsentation er noget, der tidligere har appelleret til vælgerne. ’Sidste gang, vi stemte til Folketingsvalget, var kun hver tredje på stemmesedlen er en kvinde. Alligevel udgør kvinder 37 pct. af de valgte. Det fortæller, at vælgerne går op i, at mænd og kvinder er lige repræsenteret og det viser vi med vores kryds”, udtaler Nanna Højlund, forkvinde for Kvinderådet. Nye kvinde-krydser Hun opfordrer især vælgere, der ikke før har stemt på en kvinde, til at gøre det. ”Uanset hvilket parti, du vil stemme på, så stiller de med gode og kvalificerede kvindelige kandidater”, siger Nanna Højlund. Hun håber, kampagnen kan være med til at skabe ligestilling i Folketingssalen. Og at det på sigt kan give flere kvinder mod på at gå ind i politik. ”Magtens rum og den demokratiske debat skal være for begge køn. Og det skylder vi hinanden at arbejde aktivt for, at de bliver”, siger hun. Kvinderådet opfordrer samtidig også vælgerne til at stemme på en kvinde til Europa-parlamentsvalget i maj. Her udgør kvinder også kun 37 pct. af de danske MEP´er i dag. For mere information: Lise Johansen, Direktør tlf. +45 25 80 60 55   SÅDAN ER TALLENE BEREGNET Udgangspunktet har været at udarbejde et skøn over det (minimale) antal ekstra stemmer på kvinder, der skulle til for at skaffe kønsmæssig ligestilling i folketinget. For at have noget konkret at holde sig til er skønnet beregnet ud fra mandat- og stemmefordelingen i 2015. Af de 175 danske folketingsmedlemmer var de 65 kvinder. For at opnå ligestilling skulle således 23 (22½) mandlige folketingsmedlemmer erstattes af kvinder. Der forudsættes i beregningen en sideordnet opstilling. Beregningerne er foretaget på følgende måde: For hvert af de mandlige mandater beregnedes, hvor mange ekstra stemmer, den bedst placerede ikke-valgte kvinde skulle have haft for at blive valgt i stedet for den pågældende (ingen kvinde blev brugt mere end 1 gang).  De ekstra stemmer for de 23 ”billigste” udskiftninger udgjorde knap 55.000 personer svarende til mindre end 2% af vælgerne. Man kan altså regne med at kunne få ligestilling ved hjælp at 55.000 strategisk placerede stemmer på kvinder. Ovenstående tabeller er baseret på https://www.dst.dk/valg/Valg1487635/kandstat/kandstat.htm    

Nyt fra specialekontoret: En undersøgelse af minder om psykisk vold

Tine Marie Bach har i løbet af efteråret benyttet Kvinderådets specialekontor til at skrive sit speciale i psykologi. Artiklen nedenfor et en kort resumé af specialet, som hun netop har afleveret på Aalborg Universitet. En undersøgelse af minder om psykisk vold I de seneste år har emnet psykisk vold fundet sin vej ind i den politiske debat i Danmark – NGO’er og debattører såvel som forskere og politikere diskuterer i stigende grad psykisk vold som et samfundsanliggende, og det forventes, at en selvstændig bestemmelse i straffeloven om psykisk vold vil blive indført i løbet af 2019. Med mit speciale har jeg undersøgt unge kvinders minder om psykisk vold. Modsat fysisk vold, der manifesterer sig som en enkelt handling, er psykisk vold i nære relationer karakteriseret ved at være et mønster af gentagne handlinger, hvor voldsudøveren nedgør, ydmyger, krænker, manipulerer, truer eller isolerer den voldsudsatte. Omend forskning i psykisk vold allerede tog sine første spæde skridt i slutningen af 1980erne, er viden om emnet til stadighed sparsomt – også i en dansk kontekst. Som de første til at lave en kvantitativ kortlægning af omfanget af psykisk vold i Danmark, udgav VIVE en rapport i 2018, hvori de belyser, hvor mange mænd og kvinder, der årligt udsættes for psykisk partnervold. Af rapporten fremgår det, at mere end tre gange så mange kvinder end mænd udsættes for psykisk partnervold årligt. Casestudier af minder om psykisk vold Med mit speciale (Recollections of psychological abuse) satte jeg mig for at gå videre med denne øgede opmærksom på psykisk vold mod kvinder i Danmark ved at lave et kvalitativt studie af psykisk voldsramte kvinder. Nærmere bestemt har jeg undersøgt, hvordan unge kvinder i Danmark håndterer og finder mening i deres erindringer om den psykiske vold – vold, som de har været udsat for i et tidligere heteroseksuelt parforhold. Baseret på individuelle interviews med tre unge kvinder mellem 18 og 30 år, som alle identificerer sig selv som ofre for psykisk vold i et tidligere parforhold, har jeg foretaget tre casestudier med hvilke jeg har sammenlignet casene på tværs for herved at finde fælles tematikker. Baseret på hukommelsesstudier Teoretisk er specialet baseret på en kulturpsykologisk tilgang til hukommelse og erindring. Heri ligger der en forståelse af, at hukommelse ikke skal anskues som en passiv evne til at registrere og lagre fortiden, men derimod som en aktiv proces – en proces hvor mennesker engagerer sig og søger at håndtere og finde mening i deres fortid. Forskning i dette felt peger på, at hukommelse skal behandles som en social aktivitet, hvor sociale og kulturelle processer så at sige ”skaber” erindring. På denne måde opstår der et link mellem privat tankevirksomhed og det kulturelle landskab, hvori erindring opstår – det at huske bliver dermed en fleksibel og situationsafhængig proces. Minderne udfordrer, men skaber rum for refleksion Resultaterne fra mit speciale peger på, at erindringer om psykisk vold kan behandles som vitale minder (eng. vital memories). Med dette forstås, at minderne om den psykiske vold fortsat kræver en betragtelig og vedvarende mængde mentalt arbejde for deltagerne. Ikke kun kæmper de med en fortsat uklarhed ang. sammenhæng og overensstemmelse i de mange minder om den psykiske vold; de kæmper også med følelser af ambivalens i henhold til ekspartners såvel som eget ansvar og handleevne. Samtidig indikerer resultaterne, at denne vedvarende kamp i nogle tilfælde kan forstås som en ressource; usikkerheden og ambivalensen giver kvinderne et rum, hvori de kan reflektere over personlige evner og moralsk karakter. På denne måde bliver minderne om psykisk vold afgørende for kvindernes nutidige selvfølelse og selvforståelse. Gænge kulturelle opfattelser former minder om psykisk vold Derudover fandt jeg, at deltagernes minder er formidlet gennem sociale omgivelser og kulturelle praksisser. Kvindernes håndtering og meningsskabelse er dels formet af den måde, hvorpå psykisk vold forstås i den selvhjælpsgruppe, som de alle tre frivilligt har deltaget i (her en kognitivterapeutisk referenceramme) og dels af mere gængse kulturelle opfattelser af den voldsramte kvinde. Dertil finder kvinderne mening i deres fortid ved at analysere deres ekspartnere ud fra psykologiske og psykiatriske kategorier (fx psykopatologi). Skrevet af Tine Marie Bach, cand.psych. Aalborg Universitet