Af Lise Johansen, direktør i Kvinderådet (Bragt i Politiken d. 5. september 2021)
I sit udspil til finanslov gør Regeringen et indhug i den i forvejen meget, meget lille penge-kasse, der står ’ligestilling’ og ’ligestillingspolitik’ på. Den skærer, hvor den burde gøre det modsatte.
Det seneste års mediebillede har givet mange et foruroligende indblik i den virkelighed, der udspiller sig for mange kvinder på danske arbejdspladser, i studielivet, i politik, i hjemmene under nedlukningerne og ja, på fødegangene. Det handler både om seksuel chikane og vold. Men det handler også om, hvor lidt vi værdsætter det vigtige omsorgsarbejde i vores samfund. Det arbejde, som traditionelt set har været kvindens.
Efter Sofie Linde, #EnBlandtOs, samtykkelov, opråb fra de fødende, sygeplejerskekonflikt og ligelønsoprør står det efterhånden bøjet i neon, at ligestilling langt fra er ’mission fuldført’. Vi kan ikke læne os tilbage og vente på, at det kommer af sig selv. Det har skiftende regeringer gjort i flere år, uden meget har ændret sig.
Ligestilling og et opgør med strukturel sexisme kræver handling: En stærk og vedvarende indsats hos både myndigheder og civilsamfund, politisk bevågenhed og fokus – og ja, finansiering.
Det lægger Regeringens udspil til finanslov slet, slet ikke op til.
For det første nævner finanslovsudspillet kun seksuel chikane en gang under Ligestillings- og Beskæftigelsesministeriets område. En gang! Og her er der vel at mærke tale om en bevilling, der allerede er givet til et styrket Arbejdstilsyn.
Ligestillingsministeren har tidligere annonceret 14 initiativer, herunder en alliance med relevante NGO´er og organisationer. Og det var bare til en start, sagde Ministeren, da han præsenterede dem. Men han har altså ikke tænkt sig, at det skal koste noget.
Det er besynderligt; Kampen mod seksuel chikane kræver jo tydeligvis en helt andet opmærksomhed, end vi har givet den før. Det reelle omfang af krænkelser og seksuel chikane har tidligere været underbelyst, underrapporteret og underprioriteret. Vi kan derfor ikke blot fortsætte ’business as usual’ med enkelte justeringer. Det skal skrues op for indsatsen hele vejen rundt.
Med #MeToo blev problemerne oprullet på frivilligt initiativ: Ved kollektiv mobilisering og ved, at mange af fx Kvinderådets 46 medlemsorganisationer stod klar med støtte, hjælp og fællesskaber til dem, der stillede sig frem med deres historier og på den måde tydeligt fik dokumenteret problemet og dets konsekvenser.
Et ordentligt set-up skal være på plads fremover; Selvfølgelig med et styrket Arbejdstilsyn. Men også med en bedre overvågning af området og ikke mindst finansiering til civilsamfundets hjælp og støtte.
For det andet er det helt fraværende i Finanslovsudspillet at fremme kvinders deltagelse i demokrati, ledelse og beslutningstagning. Et (under-)verdensmål, som Danmark dumper med et brag i alverdens målinger.
En prognose[1][1] for det kommende kommunalvalg viser fx, at vi igen får et meget uligestillet lokaldemokrati, også efter 16. november. Billedet kommer ikke til at rykke sig synderligt. I dag er under hver 7. borgmester i Danmark kvinde. Der er dobbelt så mange mænd i byrådene som kvinder.
Når jeg fortæller mine udenlandske kolleger det, er de ved at falde ned af stolen. Uden for landets grænser, anses det for at være et væsentligt demokratisk problem. I Danmark er det slet ikke et indsatsområde; Vi har ikke ordentligt undersøgt, hvad barriererne er. Derimod bliver kønsforskningen både beskudt og beskåret af politikerne. Og er blevet det gennem mange år.
Så vidt, jeg er bekendt med, er der ikke igangsat væsentlige indsatser for at fremme kvinders deltagelse i politik og beslutningstagning. Forslaget til finanslov nævner det heller ikke.
For det tredje ser jeg et helt grundlæggende problem i, at Ligestillingsministeriet – finanslov for finanslov – bliver tømt for indhold og muskelkraft til at kunne drive en ambitiøs ligestillingspolitik. Hvor andre ministerier jonglerer med milliarder, er det på ligestillings-området dårligt nok millioner, vi diskuterer. I hvert fald ikke to-cifrede millionbeløb.
Det står i kontrast til, hvad manglende ligestilling årligt koster samfundet. Kigger man alene på, hvad Danmark bruger på kønsbaseret vold i form af sagsbehandling, sundhedsudgifter, sociale udgifter, tabt indtjening og træk på politi- og retsvæsen, så anslår det europæiske ligestillings-institut, EIGE, at der i hvert fald er tale om 35 mia. kroner[2][2]
I finanslovs-udspillet er der ikke afsat midler til bekæmpelse af kønsbaseret vold under Ligestillings- og Beskæftigelsesministeriet. Ministeriet skal dog stadig foregive at koordinere indsatsen. Men altså uden nogen muskler eller aktivitet på eget område.
Undskyld, men det er altså svært at forestille, at ansvaret for forebyggelse og behandling af andre lige så alvorlige, livstruende og skadelige trusler mod folks sundhed og trivsel var placeret lige så diffust. Med meget varierede tilbud og tilgange til følge, afhængig af hvor i landet, du bor. Hvis der overhovedet findes noget.
Et ligestillingsministerium, der kunne sætte sig i spidsen for bekæmpelse af kønsbaseret vold med muskelkraft, pengekasse, egen departementschef og en plan (som kræftplanerne f.eks.) kunne virkelig gøre en forskel. Det er der ingen tvivl om. Og ja, det ville være en god forretning.
I det hele taget kunne der skrives meget om, hvor god økonomi, der ville være i at arbejde aktivt for ligestilling: Få skabt job til marginaliserede og ekskluderede kvinder i vores samfund. Sikre ordentlige løn og vilkår for omsorgsarbejdet, så vi får den arbejdskraft, vi har brug for til velfærdsområderne. Modvirke kønsopdelte uddannelser, så arbejdskraften flyder mere frit. Og investere i velfærd – ordentlige vilkår for fødende, ordentlig ældrepleje og nok voksenhænder til børnene – så balancen mellem familie- og arbejdsliv ikke tipper. Og fører til sygemeldinger, nedsat tid og dårlig trivsel.
Både forholdene for de fødende og den lavere aflønning af kvindefagene har fyldt debatten i årets løb. På begge områder har de ansvarlige ministre da også erkendt problemerne og sågar indkaldt til forhandlinger og en lønkomite. På begge områder forbliver det dog ved de store ord, for pengene – til for alvor at løse udfordringerne – har de ikke sat af på finansloven 2022.
Hvorfor er det, at vi bliver ved med at tro, at ligestillingkommer af sig selv?
[3][1] Prognose: Stadig få kvinder i lokalpolitik efter næste kommunalvalg | Institut for Menneskerettigheder
[4][2] Gender-based violence costs the EU €366 billion a yeaρ | European Institute for Gender Equality (europa.eu)